Anton Rafael Mengs

Anton Rafael Mengs (født 12. marts 1728 i Ústí nad Labem i Bøhmen, død 29. juni 1779 i Rom) var en tysk maler.

Anton Rafael Mengs
Selvportræt ca. 1778
Personlig information
Født	Anton Rafael Mengs 12. marts 1728(1728-03-12) Ústí nad Labem i Bøhmen
Død	29. juni 1779 (50 år) Rom
Dødsårsag	Tuberkulose
Gravsted	Anton Raphael Mengs' grave[1]
Nationalitet	Tysk
Far	Ismael Mengs
Søskende	Theresia Concordia Mengs, Julia Charlotte Mengs
Barn	Anna Maria Mengs
Uddannelse og virke
Felt	Maleri
Beskæftigelse	Kunstmaler, kunsthistoriker
Fagområde	Malerkunst
Periode	Nyklassicisme
Arbejdssted	Dresden, Rom (1761), Napoli, Madrid (1761), Venedig
Elever	Alejandro de la Cruz, Gregorio Ferro, Peder Als, Francisco Agustín y Grande, Giovanni Battista Casanova med flere
Kendte værker	Portræt af Isabel Parreño y Arce, Marquesa de Llano, Portræt af Julie Carlotty Mengsové, Portræt af François, Baron de Halleberg
Beskyttere	August 3. af Polen, Karl 3. af Spanien
Genre	Portræt
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Den gyldne spores orden
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Han var elev af faren, den dansk-fødte miniaturmaler Ismael Mengs, der var professor ved Dresdens Kunstakademi. Under ham gennemgik han en meget streng skole, ikke mindst i Rom, hvortil han kom 13 år gammel, og hvor han studerede under Marco Benefial med flere og under skarp opsigt holdtes til at studere antikkerne, Rafael og andre. På sin vis gennemøvet og udrustet med klassisk kunstviden som få, nåede han hurtig i vejret, fik snart efter hjemkomsten 1744 til Dresden officielle bestillinger, blev sachsisk hofmaler, 1754 direktør for det nyoprettede Akademi på Kapitol, syv år efter hofmaler i Spanien; sine overordentlig store indtægter brugte han for en del til erhvervelse af betydelige kunstskatte og til understøttelse af kunstfæller; det af Katharina 2. af Rusland i Peterskirken i Rom rejste gravmæle over ham vidner yderligere om hans ry. Han virkede ca. 1761—69 og 1774—76 i Spanien, hvor han til slottet i Madrid bl.a. malede en Aurora, Gratierne og Trajan’s Apoteose, 1769—74 i Italien. Mengs’ kunstnerfysiognomi mangler det umiddelbares friskhed, inspiration og fantasi, men ejer det tillærtes gode egenskaber: Sikkerhed i håndtering af kunstmidlerne (således stor fermhed i pastelteknikken), udviklet smag og sans for ædel formgivning og komposition. Det reflektive hos Mengs gav sig også udslag i litterære arbejder om kunst (hans "Opere", udgave på italiensk ved José Nicolás de Azara i 2 bind 1783, også på tysk; hans Praktisk Undervisning i Malerkunst, oversat 1818 til tysk, 1832 til svensk; Reflessioni sopra i tre gran pittori Raffaello, Tiziano, e Correggio, e sopra gli antichi^{[note 1]}); hans syn stemmer i meget sammen med vennen Johann Joachim Winckelmanns. Når han i Gedanken über die Sch��nheit und den guten Geschmack in der Mahlerey siger, at kunsten skal overtræffe naturen i skønhed, at man i dette øjemed skal studere antikken, Rafael, til udvikling af smag for udtrykket, Antonio da Correggio, til øvelse i ynde og harmoni og Tizian, for sandhedens og kolorittens skyld, har han betegnende karakteriseret sin egen kunst, hvis væsensmærke er eklektikerens. Kunsthistorisk set har hans gerning hovedsagelig været den at vise vej mod klassicismens renere smag.