Bruger:Alexandramander/sandkasse: Forskelle mellem versioner

Islam (arabisk: الإسلام al-islām, betyder egentlig "underkastelse, hengivelse, overgivelse") er en monoteistisk og abrahamitisk religion, der ifølge vestlig tradition er stiftet af Muhammed (570-632) i Arabien. Islams hellige skrift er Koranen, der opfattes som Guds (Allahs) bogstavelige ord formidlet til profeten Muhammed. En tilhænger af islam kaldes en muslim.

Monoteisme er en grundsten i islam og betones stærkt i både åbenbaringen og overleveringstraditionerne fra Muhammeds æra. Sammen med religionerne jødedom og kristendom er islam en abrahamitisk religion, dvs. en religion, der har rødder tilbage til patriarken og profeten Abraham.^[1]

Hovedretningerne inden for islam er sunnisme (ca. 85 %), shiisme (10-15 %, primært i Iran, Irak, Azerbajdjan, Bahrain og Libanon) og ibadisme (næsten kun i Oman). Disse retninger går alle tilbage til islams tidlige tid. På tværs af dem findes sufismen, der lægger vægt på åndelig og spirituel praksis.

Islam er verdens næststørste religion med anslået 1,75 milliarder tilhængere. Islam er udbredt i Mellemøsten (arabiske lande, Tyrkiet og Iran), Nord- og Østafrika, Centralasien, på det indiske subkontinent, i Malaysia og Indonesien, samt i dele af Europa (Balkan, dele af Kaukasus, Krim og dele af Rusland). I løbet af det 20. århundrede er der som følge af indvandring opstået muslimske befolkningsgrupper i flere europæiske lande, og muslimer udgør nu omkring 5 % af befolkningen i Europa. I Danmark er ca. 5 % af befolkningen muslimer, hvilket gør islam til den næstmest udbredte religion i Danmark. Historisk set anses religionen islam for at være fremkommet i Muhammeds levetid på Den Arabiske Halvø i 600-tallet. Siden da har islam været den dominerede religion i regionen, hvor udbredelsen af islam ikke har været et resultat af målrettet missionsarbejde, men snarere en "syntese mellem islams centrale trosindhold og de levende kulturer, der med tiden er blevet en del af den islamiske verden." ^[2]

Islam spredte sig efter Muhammeds levetid hurtigt gennem større dele af Eurasien og Afrika og udgør i dag verdens næststørste religion med mere end 1,5 milliarder tilhængere (sammenlagt omtrent en fjerdedel (23,2 % (2010)) af verdens befolkning).^[3] Demografisk er islam som religion i dag udbredt over hele verden (er en verdensreligion) og udgør majoriteten af befolkningen i 49 lande (ud af i alt 193 anerkendte lande i verden) og er en betydelig minoritet i adskillige andre.^[4] Flere bevægelser (bl.a. Bahai, Ahmadiyya og Sikhisme^[5]) er helt eller delvis inspireret af islams lære.

Betegnelsen islam (arabisk: "الإسلام", translitteration: "al-islām", transskription: "al-islam", oversættelse: "islam", IPA: [isˈlɑːm] el. [ˈislɑm]) er afledt af den sproglige rod slm (س-ل-م) enten ud fra aslama eller sallama, begge verbalsubstantiver der betegner 'hengivelse, overgivelse, underkastelse'. Udsagnsord fra denne rod, særskilt sallama/yusallimu og aslama/yuslimu præsenterer betydning af at "underkaste sig komplet" dette konnoteret med en relativ passiv indledende handling af underkastelse og hermed forbindes betegnelsen islam med bibetydningen af at dette gøres frivilligt og totalt.^{[note 1]} Til tider fremføres der argumenter for at begrebet egentlig er udledt fra salama der gengiver en helt anden betydning af tryghed og fred,^[6] en udlægning der kun betragtes sekundært til handlingen af overgivelse.

Hovedartikel: Islamiske begreber.

Begrebet islam anvendes i daglig tale om religionen islam (og dens tilhængere muslimerne) på lige fod med andre verdensreligioner. Adskillige ord har udviklet sig fra ordet islam, i overvejende grad ud fra den politiske diskurs af islam som religion, heriblandt ord som islamisme, islamisere, islamist og islamofobi.

"Islam" har en eller flere af følgende betydninger:

1. Underkastelse under Gud.
2. Den islamiske verden ud fra et sociologisk perspektiv.
3. Det ideale muslimske fællesskab som har rødder i fællesskabets religiøse identitet og i tidlig islamisk historie.

Alle tre betydninger er tæt forbundet til islams brede betydning, både ud fra et historisk og et moderne perspektiv. Denne brede betydning danner også grundlag for definitionen af islam. Inden for vestlig sprogbrug defineres islam oftest ud fra dets bogstavelige betydning "underkastelse under Gud". Definitionen tager afsæt i tidlig islam, som den udviklede sig fra begyndelsen af det 600-tallet. Definitionen af islam som "den islamiske verden" stammer fra en senere tid.

Ordet islam er på arabisk både et verbalsubstantiv ("underkastelse under, total hengivelse til Gud") og et navn for islam som religion. Som verbalsubstantiv er betegnelsen tæt knyttet til (og til tider sammenfaldende med) termen "aslama" ("overgivelse til Gud"). Det er bl.a. herfra, at betegnelsen "muslim" (flertalsform "muslimūn") udledes, da "en der underkaster sig islam" på dansk benævnes "muslim" (flertalsform: "muslimer").^{[note 2]}

Den vestlige orddannelse og sprogbrug anvender generelt ikke islam som et verbalsubstantiv, selvom det inden for bestemte domæner er ved at vinde indpas.^{[note 3]} Som navneord anvendes "islam" i omtale af religionen islam ud fra forskellige religiøse, politiske og sociale aspekter. Flertydigheden i ordets betydning og struktur er ligeledes afspejlet i Koranens brug af termen islam.^{[note 4]} I daglig tale er det primært "den islamiske verden" samt de religiøse og politiske sfærer af religionen, der menes med "islam".

Islam er en åbenbaringsreligion. Den lærer, at Gud har åbenbaret sig for verden, og at denne åbenbaring blev formidlet til profeten Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) gennem ærkeenglen Gabriel. Åbenbaringen fandt sted over en længere periode og er i sin helhed beskrevet i Koranen, som er islams hellige skrift og den centrale kilde til islam. Ifølge muslimsk tradition er Koranen reciteret af Muhammed, men nedskrevet af betroede personer i hans følge, da Muhammed selv var analfabet. Koranen blev endeligt samlet omkring 650.

Om Koranen gælder det, at den indeholder Guds (Allahs) egne, ufejlbarlige ord. Da Gud har talt ordene til Muhammed på arabisk, er det kun den arabisksprogede Koran, der indeholder Guds ord i bogstavelig forstand. Enhver oversættelse til et andet sprog er til en vis grad en fortolkning og en forvrængning af indholdet.^[7]

Koranen er således den højeste autoritet i islam. Den næsthøjeste autoritet er Sunna - Muhammeds handlinger og befalinger, ”sædvanen”. Muhammeds handlinger bliver i islam set som et eksempel til efterfølgelse. Sunna er nedskrevet i ”hadither” (overleveringer over, hvad Muhammed har gjort og sagt), som blev samlet omkring 750.

Uddybende artikel: Koranen

Sharia er betegnelsen for "den religiøse lov", ofte omtalt som ”loven”. Sharia foreskriver den rette handlemåde for en muslim i alle situationer. Der findes fire kilder til Sharia:

1) Koranen

2) Sunna

3) Analogislutning (Kiyas)

4) Konsensus (Idjma)

Hvis hvis en muslim vil have en vejledning om, hvad der er den rette handlemåde i en konkret situation, vil vedkommende i første omgang søge vejledningen i Koranen, islams højeste autoritet. Hvis Koranen ikke udtaler sig om denne konkrete situation, så skal vejledningen søges i Sunna.

Hvis heller ikke Sunna udtaler sig, så skal vejledningen søges ved hjælp af analogislutning. Det kan illustreres med et eksempel: Er det tilladt for en muslim at drikke whisky? Koranen udtaler sig ikke om whisky, og det gør Sunna heller ikke. Derimod forbyder både Koranen og Sunna at drikke vin. Så ræsonneres der på følgende måde: Gud har forbudt vin. Årsagen til dette forbud må være vinens skadelige virkninger. Whisky har de samme skadelige virkninger. Altså må Koranens og Sunnas forbud mod vin også gælde whisky (og narkotika osv.).^[8]

Endelig er der den sidste kilde til sharia: konsensus, dvs. det der er accepteret skik i islam, det som de muslimske menigheder er blevet enige om. Denne kilde bliver støttet af en hadith, ifølge hvilken Muhammed skal have sagt, at hans menighed ikke kan være enig om noget, der er forkert.^[9]

I Koranen bruges to udtryk til at bestemme en handling som henholdsvis tilladt og forbudt: halal og haram. Senere kom der en mere nuanceret klassificering, hvor man skelnede mellem fem slags handlinger:

1) De pligtmæssige handlinger. Det er en synd at undlade disse handlinger, og en sådan undladelse straffes.

2) De anbefalede handlinger. Disse handlinger er fortjenstfulde og prisværdige, men undladelse af dem straffes ikke.

3) De neutrale handlinger. Disse handlinger er hverken fortjenstfulde eller forkastelige.

4) De forkastelige handlinger. Det er fortjenstfuldt at undgå disse handlinger, men de er dog ikke strafbare.

5) De forbudte handlinger. Det er en synd mod Gud at udføre disse handlinger, og de er strafbare.^[10]

Tro er inden for islam en sikkerhed og vished, der udspringer af tillid til Gud. Det forudsættes, at der er en forståelse for det, man tror på. I modsætning til tro uden forståelse (tvang) er tro med forståelse en "overbevisning som indebærer en stadigt pågående overvejelse, som kritisk prøver troen på, om den svarer til virkeligheden".^{[11],[12],[koran 1]}

Trosakten er en accept af Gud, og dermed en accept af Koranen og profeten Muhammed. Trosakten er først og fremmest afspejlet i den islamiske trosbekendelse, der er den overordnede sammenfattende formulering af trosartiklerne og trosindholdet. Hermed fungerer trosbekendelsen som udtryk for den centrale religiøse akt, hvorimod læreindholdet er nærmere specificeret i trosindholdet (grundteksterne). Trosbekendelsen har det primære formål at fastslå den rette tro og anvendes også offentligt i forbindelse med bl.a. omvendelse (konversion) til islam. I almindelighed tjener den derudover også det formål at afværge kætteri.^[13] Trosbekendelsen er oprindeligt formuleret på arabisk og er to-ledet: ”Jeg bevidner, at der ingen anden gud er end Allah, og jeg bevidner, at Muhammed er Allahs profet.”

Som indhold er tro bestemt ved en overbevisning om, at de guddommelige åbenbaringer er bestemmende for menneskets tilværelse.^[11] Trosindholdet består grundlæggende af troen på Gud, hans engle, bøger og budbringere,^{[koran 2]} det skjulte,^{[koran 3]} dommedag og genopstandelsen.^{[koran 4]} Den eksakte definition af tro er et debatteret emne inden for islam. I hverdagslivet vil tro for de personer, der har antaget islam, være det "at følge Koranens ord og profeten Muḥammeds eksempel i stort som småt", og tro anses for at være "befordrende for den personlige frelse ved Dommedag".^[14]

I islam indebærer den eksklusive monoteisme, at Gud er altings skaber^{[koran 5]} og opretholder. Gud alene er den over alt ophøjede, evigt levende, alvidende og almægtige.^{[koran 6]} Han skaber noget ved blot at påbyde dets eksistens: "Bliv til." (Sura 36,83) Gennem forskellige fortællinger fra Koranen gengivet Guds skabelse af mennesket^{[koran 7]} og skabelsen som den fandt sted fra overgangen fra intethed til alting. I Koranen findes både fragmenter og længere beretninger om skabelsen samt dens udformning.^{[note 5]}

Den muslimske skabelsesberetning er overvejende sammenfaldende med beretninger om skabelsen som de er præsenteret i de antikke jødiske og kristne skrifter, selvom beretningerne i de islamiske grundtekster oftest gengiver en anden nuance, beskrivelse eller dybde.^{[note 6]}

"Der er i Islam så meget, der minder om jødedom og kristendom, at der ikke kan være tvivl om afhængighed".^[15] "Muhammed, der antagelig ikke selv kunne læse, havde imidlertid ikke noget førstehåndskendskab til Biblen, og havde heller ikke i større udstrækning hørt bibelske beretninger blive gengivet ordret".^[16] Kritikere fremhæver at Muhammed må have mødt tilhængere af begge religioner (dvs. jødedom og kristendom) på sine karavanerejser til Levanten eller have lært de to religioner at kende gennem den udbredelse, de igennem hans ungdom angiveligt måtte have i det daværende Arabien. Dermed betragtes Muhammeds beretninger som fri genfortællinger af de jødiske og kristne skrifter – enten som han selv har hørt dem eller som beretningerne har været kendt og viderefortalt blandt ikke-jødiske eller kristne arabere. Muhammed blev i sin levealder selv konfronteret med denne skepsis, hvortil han bl.a. gennem åbenbaring svarer, at disse forskelle (dvs. fejl) er resultat af at jøder og kristne har modtaget åbenbaringen af det hellige skrift, men har ændret på den. Dette synspunkt er siden forblevet det grundlæggende islamiske syn på de jødiske og kristne skrifter.

Jødedommen og kristendommen tilkendes dog en særstilling blandt andre religioner, og de skelnes fra hedenskaben. Jøder og kristne er ”bogens folk”, fordi de har hellige skrifter (Det Gamle Testamente/Bibelen), men de afviger fra den rette lære, og deres respektive skrifter anses for at være forvanskninger af Guds ord.^[17]Islam anerkender dog både Moses og Jesus som profeter.

Allah er det arabiske ord, der i islam er anvendt til at betegne Gud. Egentlig betyder ordet "guden" eller blot "Gud". Betegnelsen Allah blev anvendt om en eller flere guddomme blandt arabere på Den Arabiske Halvø inden islams fremkomst. Koranen er dog i mindre grad optaget af at etablere Hans guddom som sådan, men er i stedet optaget af at adskille den ene sande Gud (under det udvalgte navn Allah) fra de daværende hedenske guder.^{[koran 8][note 7]}.

I den arabiske verden anvendes navnet "Allah" også som betegnelse for den jødiske og kristne Gud (idet de betragtes som den samme guddom). For eksempel ses i nylige oversættelser af den hebraiske (jødiske) Bibel (Det Gamle Testamente) og Det Nye Testamente anvendelsen af Allah for Jahve/Jehova og den kristne Gud. Udover navnet "Allah" er Gud i islam (som skildret i Koranen) omtalt med mange såkaldt smukke navne,^{[koran 9],[18]} der hver især fremhæver ét af Guds mange karakteristika. Imidlertid betragtes navnet Allah som Guds højeste navn.^{[koran 10]} I folkesprog anvendes Khudā og Yazdān på persisk og Tengri (Tanrı) på tyrkisk-mongolsk som ækvivalenter til navnet og betegnelsen Allah. Af historiske årsager finder man særlig den persiske betegnelse Khudā anvendt som standardnavn for Gud i regioner i Centralasien og det indiske subkontinent.

Gud er i islam enevældig, almægtig og alvidende og altings skaber.^[19] Gud har ingen partnere, ingen medguder, hustruer, døtre eller sønner (Se Infoboks med sura 112).^{[koran 11]} "Det betyder, at den islamiske tradition ikke anerkender hverken det før-islamiske flerguderi, det kristne dogme om Jesus som Guds søn, eller dogmet om Treenigheden". ^{[19],[koran 12]} Tawḥīd (troen på Guds absolutte enhed og bekræftelsen af, at Gud er én og unik) er islams vigtigste budskab.^[20] Muslimers bekendelse til Guds enhed "er islams bærende søjle, hvorfra alle andre søjler og trosartikler udledes samt anskues som sekundære hertil". ^[21] Troen på Gud og hans absolutte og transcendente eksistens skal betragtes som islams fundamentaldogme.

Uddybende artikel: Allah

Hovedartikel: Engle.

I islam er profeter (Nabī) og budbringere (Rasūl) mandlige^{[note 8]} væsener, som forkynder Guds vilje gennem åbenbaringer, der er modtaget gennem ærkeenglen Gabriel af Gud.^[22] Hermed fungerer profeter som "det redskab, Gud vælger til at gøre sin åbenbaring kendt for mennesket".^[23] Åbenbaringen i islam indebærer bl.a. forkyndelsen af fundamentet for Guds enhed og kampen mod alle former for afvigelse fra den monoteistiske tro.^{[koran 13]} Åbenbaringen belærer mennesket om det guddommelige og viderebringer det salige budskab.^{[koran 14]} Den definerer og etablerer retfærdighed, ^{[koran 15]} og den virker som midlet mod at mennesket skal kunne have et argument mod Gud ved dommedagen.^{[koran 16]}

De islamiske teologiske værker gør gældende, at der sammenlagt er blevet sendt 124.000 profeter til mennesket, hvoraf den første er Adam og den sidste er Muhammed.^[24] En række velkendte profetskikkelser fra Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente går igen i islam, hvor følgende omtales direkte ved navn i Koranen:

Adam, Enok, Noa, Abraham, Ismael, Isak, Lot, Jakob, Josef, Job, Moses, Aron, Elisa, Ezekiel, David, Salomon, Elias, Jonas, Zakarias, Johannes Døber, Jesus.^{[note 9][note 10][note 11]}

I islam slutter profetrækken altså med Muhammed, der også omtales som "profeternes segl"^[25] - en betegnelse for Muhammeds rolle som den profet og budbringer, der bekræfter (besegler) de tidligere profeters åbenbaringer.^{[koran 16],[26],[note 12]} Muhammed er dermed det endelige symbol på islams række af profeter og budbringere, til hvem Gud nedsendte de monoteistiske åbenbaringer, der er samlet i helligskriftet Koranen. Muhammed kommer med den sidste og endegyldige åbenbaring, og derved har han en særstilling blandt profeterne. Som den sidste profet bragte han Guds endelige budskab.

En udbredt, men forkert, betegnelse for islam og muslimer i den vestlige verden er "muhammedanisme" og "muhammedanere". Betegnelsen betragtes nu om dage som en forældet ikke-muslimsk betegnelse for religionen islam og bruges i dag stor set kun nedsættende.^[27][28] Tilsvarende brugte man tidligere betegnelsen muhamedanere om muslimer.^[29][30]. Betegnelsen er fejlbehæftet, eftersom muslimer ikke tror på (dyrker) Muhammed, men på Gud. Muhammed er ikke en gud, men et menneske, der er Guds sendebud (profet).

Uddybende artikel: Islams profeter

Troen på dommedag (”Qiyâmah”) er grundlæggende i islam, og prøvelserne ved dommedagen er nøje beskrevet både i Koranen og i Hadith. Ifølge Koranen vil alle mennesker blive holdt ansvarlige for deres handlinger og tro ved dommedag. Paradis er belønningen til dem, som har gjort godt, og som har bedt Gud om tilgivelse for deres overtrædelser og forsømmelser. Helvede er straffen for de vantro og ugudelige. ”Og frygt den ild, som er beredt de vantro. Og adlyd Allah og sendebudet, for at der må vises jer barmhjertighed.” (Sura 3, 132-33)

Forestillingen om paradis og helvede kan have forskellig udformning, fra den bogstavelige, hvor paradis og helvede er fysiske steder med henholdsvis kropslig lyst og kropslig pine, til den åndelige, hvor himlen er det åndelige liv med Gud, mens helvede er den åndelige adskillelse fra Gud. Nutidens islam er mest præget af den sidste opfattelse.

De fem søjler er de fem grundlæggende pligter for enhver muslim:

1) Trosbekendelsen (shahada)

2) De daglige bønner (salah)

3) Almissen (zakat)

4) Fasten under Ramadan (sawm)

5) Pilgrimsrejsen til Mekka (hajj)

Trosbekendelsen lyder i sin fulde form på arabisk أشهد أن لا إله إلا الله وأشهد أنّ محمّد رسول الله (ašhadu 'an lā 'ilāha 'illā llāhu wa 'ašhadu 'anna muḥammadun rasūlu llāhi ). dansk oversættelse: ”Jeg bevidner, at der ingen anden gud er end Allah, og jeg bevidner, at Muhammed er Allahs profet.” I en kortere form lyder den: "Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet." Hermed bekender muslimen sig entydigt til monoteismen og til Muhammed som hans sendebud.

Den anden søjle er de daglige bønner. Muslimer er forpligtet til at bede fem tidebønner hver dag. Under bønneritualet indtages oftest bestemte kropsstillinger, hvor der i hver position fremsiges bestemte bønnefraser. Ansigtet skal være vendt mod Kabaen i Mekka (bederetningen). Muslimers bøn betegner især menneskets henvendelse til Gud. De daglige tidebønner er blandt de vigtigste former for ihukommelse og tilbedelse af Gud.

Den tredje søjle, almissen, er obligatorisk for alle muslimer, der er i stand til det. Det anses for at være et personligt ansvar for muslimer at lette økonomiske problemer for andre^[31]. [12] Almissen er baseret på den samlede velstand og udgør 2,5% af formuen til gavn for de fattige og trængende, herunder slaver, skyldnere og rejsende.

Fasten, som gennemføres under Ramadanen (fastemåneden) er et udtryk for tilbedelse, renselse og koncentration. I løbet af fastemåneden må man ikke spise eller drikke. Før solopgang og efter solnedgang gælder fasten ikke. Koranen reciteres i løbet af måneden, og fasten afsluttes med den store fest Eid.

Pilgrimsrejsen er en rejse til den hellige by Mekka i den islamiske måned Dhû l-Hijja. Enhver muslim, der er i stand til det fysisk og økonomisk, skal gennemføre pilgrimsrejsen mindst én gang i livet.^[32] De vigtigste ritualer i pilgrimsrejsen er at gå syv gange rundt om Ka'baen og at forsøge at røre Den sorte sten og symbolsk at stene djævelen i Minā.

Uddybende artikel: Islams fem søjler

.

Hvis man generelt skal tale om forholdet mellem stat og religion, findes der to modeller:

1) Teokrati

2 Den sekulære stat

Teokrati betyder ”Gudsstyre”. Teokrati hersker i den stat, hvor Gud er den øverste myndighed. Staten lovgiver ud fra gudgivne bud og vejledninger, således som de er formuleret i et helligskrift (for eksempel Bibelen eller Koranen). Stat og religion er således integreret i hinanden.

Den sekulære stat er den stat, hvor der er foregået en sekularisering, dvs. en frigørelse af staten fra religionen. I en sekulær stat (for eksempel Danmark) er parlamentet (folketinget) – ikke Gud - den øverste myndighed i staten. Parlamentet vedtager love, som bliver håndhævet af verdslige (ikke-religiøse) myndigheder (politi og domstole). Religionen er adskilt fra staten. Den har ikke direkte indflydelse på parlamentet og lovgivningen. Dens myndighed gælder kun på det åndelige område (præsteskab, menigheder, trosforhold, osv.).

En islamisk stat – et islamisk teokrati – er baseret på sharialoven. Staterne i den muslimske verden er overvejende teokratier – nogle mere end andre. Det hænger sammen med, at sharialoven gælder for alle forhold i livet, ikke blot de åndelige. Sharialoven udtaler sig om alle forhold i det offentlige og private liv.^[33] Mange muslimske lande har delvist indarbejdet sharialoven i deres retssystemer. Visse lande har erklæret islam for at være deres statsreligion i deres forfatninger, men anvender ikke sharialoven ved deres domstole.

Den første islamiske stat var den politiske enhed, der blev oprettet af Muhammed i Medina i 622. Det repræsenterede den politiske enhed af den muslimske umma (samfundet af alle muslimer). Ummaen blev efter Muhammeds død i 632 omdannet til kalifatet af Muhammeds disciple.

I 1923 blev republikken Tyrkiet oprettet. Under ledelse af landets første præsident Kemal Atatürk blev der efterfølgende gennemført en omfattende sekularisering. Derved blev Tyrkiet den første sækulære stat i den muslimske verden.

Panislamisme er en politisk bevægelse, der går ind for en forening af den muslimske verden under en enkelt islamisk stat. Denne stat bliver ofte beskrevet som et kalifat eller "umma".

I islam er alt i universet gudskabt, og der kan ikke tales om liv uden om Gud. Menneskelivet er knyttet til ånd (sjæl), væsen og blod (legeme), hvor det verdslige liv er skænket af Gud og begrænset af døden. Menneskelivet anskues som det syn på eller den holdning til tilværelsen, hvor Guds åbenbaring og menneskets tanker om livet, samt dets mening, er i centrum. Ud fra et mere generelt, samt biologisk perspektiv, opdeles livet inden for islam i fire stadier:

• Uterus hvori livet (og fosteret) dannes
• Verden hvori livet leves
• Skærsilden (hvor kroppen jordfæstes) hvori livet hviler (til dommedag)
• Det Hinsidige hvori livet eksisterer i Paradis og Helvede

Fra et personligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det "personens centrale vurderingssystem og personens grundholdning og det personen mener at vide om sig selv og sin omverden, hvilket påvirker hans centrale vurderingssystem eller grundholdning på en måde, som personen er klar til at acceptere"^[34] der definer anskuelsen af liv. Fra et guddommeligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det en tilværelse af anstrengelse og kamp (jihad) for livet mod døden,^[35] hvor salighed, fromhed og gudfrygtig karakter er centralt med henblik på individets vurderingssystem, hvormed liv herigennem leves i harmoni med Gud.

Bevidstheden om egen personlighed inden for islam er grundfæstet i at mennesket har ansvar og indflydelse, overfor sig selv,^{[koran 17]} andre^{[koran 18]} og Gud. Det at være "ansvarlig betyder at man selv står inde for det som man er eller gør og at man kan drages til ansvar for sine handlinger".^[36] Ud fra et juridisk perspektiv forudsætter ansvar en vis tilregnelighed og selvbestemmelse, hvor islam skelner mellem myndige og umyndige personer. Selvom mennesker til en vis grad styres af arv og miljø (faktorer som man ikke nødvendigvis direkte har magt over), står man som myndig (eller værge for en umyndig) til ansvar overfor handlinger eller valg man har tilsluttet sig der går imod egen vilje. Dette medfører at man hverken kan drages til ansvar for andre^{[koran 19]} (dette med undtagelse af værger) eller for ens handlinger, der i god tro er uvidende.

Inden for islam er det ved kønsmodningens indtræden, der bl.a. markerer barndommens ophør (samt fravær af handicap der har varige konsekvenser for 'normal' livsførelse), at mennesket betragtes som myndigt. Overgangen fra umyndig til myndig (barn til voksen) har stor betydning for de nye voksnes ansvarsrolle og identitet i den islamiske verden.

Grundlæggende for det islamiske menneskesyn er dets skabelse, som sætter det ind i et særligt forhold mellem Gud og verden, mellem skaberen og de øvrige skabninger. På den ene side er mennesket en del af skabningen, og som alle andre skabninger underkastet skaberens suveræne almagt. På den anden side er mennesket skabt som den fremmeste skabning^{[koran 20]} sammenlignet med andre skabninger som engle, jinner og dyr.

Et væsentligt element i forholdet mellem Gud og mennesket er, at mennesket som sådant er defineret som et religiøst væsen. Den monoteistiske gudstro blev ifølge Koranen bevidnet ved skabelsen af mennesket,^{[koran 21]} hvor det fik et løfte om en tilværelse i forløsning, såfremt det gebærder sig ret.^[37] Ikke-troende er dem, der forsømmer den guddommelige pagt^{[koran 22]} eller modstår menneskets medfødte natur^{[koran 23]} og dermed lader sig lede på afveje af det onde. Mennesket er altså grundlæggende født gudfrygtigt med en religiøs længsel.^[38] Denne længsel kan mennesket enten efterleve, hvorved det opnår forløsning; eller det kan bortkaste den, hvorved det bliver vildledt. Det forudsættes, at mennesket har en vis grad af fri vilje, selvom Gud samtidig afholder dem, han vil, fra vildledelse.^{[koran 24]}

I forholdet til Gud har mennesket altså hverken en absolut fri vilje eller en absolut forudbestemmelse. Der er en flydende kobling mellem skæbne og handlefrihed.^{[note 13]} Det er ved dødens indtræffelse og sjælens midlertidige ophold i skærsilden^[39] og senere varige ophold i dødsriget (paradis eller helvede), at mennesket modtager sin fulde dom af Gud ved dommedag.

Menneskerettigheder inden for islam er rettigheder der tilkommer alle mennesker med hensyn til f.eks. race, køn, sprog eller religion.^[40] Hvor de vestlige menneskerettigheder tager udgangspunkt i den forestilling, at mennesket er alle tings mål, fastholder islams menneskesyn, at mennesket er skabt af Gud, og at Gud er altings mål.^[41] Islams menneskerettigheder har afsæt i religionen.

En naturretlig tænkning, der er baseret på forestillingen om eksistensen af en universel menneskelig natur,^[40] skal ifølge islam fortolkes ud fra grundteksterne. Rettighederne har baggrund i menneskets og borgernes ret (både på et individuelt og kollektivt plan), herunder retten til liv,^{[koran 25]} frihed, sikkerhed, lighed,^{[koran 26]} retfærdighed, ytringsfrihed, tryghed og ejendom.^{[koran 27]}

Adskillige formuleringer af menneskerettigheder har eksisteret siden tidlig islam. En systematisk udformning af islamiske menneskerettigheder (tilsvarende f.eks. FN's menneskerettigheder) er først blevet til fra slutningen af 1900-tallet.^[40]

De islamiske menneskerettighedsidealer er ikke altid sammenfaldende med de vestlige, der afgrænser individets rets- og frihedssfære over for staten. Selvom forskellige initiativer har forsøgt at tilvejebringe et kompromis mellem de islamiske og de vestlige idealer, er den fundamentale forskel mellem altings mål (dvs. Gud eller mennesket) med til at præge forskelligheden af, hvordan f.eks. friheds-, ligheds- og delagtighedsrettigheder udlægges.

Dertil eksisterer der i et vist omfang på tværs af landegrænser en forskellighed med hensyn til, hvordan menneskerettigheder fortolkes ud fra de teologiske værker og herefter udmøntes som islamisk ret - et element der gennemsyrer diversiteten og forståelsen af den ideale islamiske styreform. I Danmark har forskelle i disse idealer til tider ført til kontroversielle offentlige og politiske debatter, særligt om emnerne sameksistens (integration, akkulturation, assimilation) ægteskab (arrangeret ægteskab, flerkoneri), kvinders påklædning, kønsroller (kvindefrigørelse)^[42] og ytringsfrihed.

Ifølge islam fik Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) i årene mellem 610 og 632 gennem ærkeenglen Gabriel overgivet en række åbenbaringer fra Gud,^{[note 14],[22]} der senere blev samlet i det hellige skrift Koranen. Det var først i en alder af ca. 40 år at den første åbenbaring tilkom Muhammed i Hiragrotten i bjergene uden for hans fødeby Mekka på Den Arabiske Halvø:

Denne begivenhed markerede begyndelsen på åbenbaringen og profetkaldet af Muhammed (profetisme). To årtier efter modtog profeten Muhammed den sidste åbenbaring under (eller kort efter) hans afskedsvalfart i år 632:

Hermed blev islam som religion forkyndt profeten Muhammed mellem de første og sidste koraniske åbenbaringer, der tidsmæssigt strakte sig over 20 år. Imidlertid mener islams tilhængere ikke, at der kan tales om at 'islam begyndte' ved de første åbenbaringer for Muhammed i Hiragrotten, fordi religionen islam betragtes som den selv samme religion, der blev åbenbaret alle tidligere profeter og gudsmænd. Åbenbaringen stadfæster at både jødedommen og kristendommen hviler på guddommelige åbenbaringer og betragter bl.a. Abrahams skrifter,^{[koran 28]} Davids salmer ('Salmerne' Zabūr),^{[koran 29]} Toraen af Moses ('Moseloven' Tawrāt)^{[koran 30]} og Evangeliet af Jesus (Injīl)^{[koran 31]} som åbenbarede bøger og skrifter tilsvarende Koranen.^[43] Dertil betragtes profeterne og gudsmændene i profetrækken før Muhammed også som værende ḥanīf, en betegnelse der anvendes med reference til før-islamiske monoteister, som tillige hverken kan betragtes som værende j��der eller kristne i streng forstand, men nærmere mennesker af hengivende og underkastende karakter overfor Gud alene (med tilhørende betydning af fornægtelse af flerguderi). Tilhængere af islam bekender sig til, at alle de forrige skrifter blev åbenbaret af Gud men at skrifterne siden deres åbenbaring og senere nedfældning har gennemgået en forvanskning af Guds ord.

Islams oprindelse er hermed kendetegnet ud fra forskellige aspekter alt afhængigt om hvilken af de overordnede betydninger af islam der tages afsæt i. Fra et rmuslimsk perspektiv er islams oprindelse knyttet til Guds skabelsesberetning, mens islams oprindelse ud fra et religionshistorisk perspektiv knytter sig til Muhammeds virke som profet i det 7. århundrede.

Hovedartikel: Islams historie.

Ved Muhammeds død i 632 strakte islams herredømme sig over den arabiske halvø. Han blev efterfulgt af en række kaliffer. De første fire kaldes under et for de retledte kaliffer, og deres kalifat for Rashidun-kalifatet. Her ekspanderede riget voldsomt ved en række militære sejre, således over det byzantinske rige og især Persien, der blev helt erobret i 643. Da store dele af befolkningen i de erobrede områder gik over til islam, steg antallet af muslimer dermed også kraftigt. Ekspansionen fortsatte under umayyade-dynastiet, hvor bl.a. resten af Nordafrika og den iberiske halvø blev erobret. Under abbaside-kalifatet 750-1258 oplevede riget med hovedstad i Bagdad en guldalder, hvor den klassiske islamiske kultur blomstrede, og man videreførte den intellektuelle arv fra antikken, bl.a. gennem en stor bølge af oversættelser fra den græske filosofi og fra syriske, persiske og indiske skrifter^[44]. Den mongolske invasion i 1258 og plyndring af Bagdad afsluttede abbasidernes magt. Abbasidekaliffen flygtede til Egypten og levede en skyggetilværelse i mamelukkernes rige. I 1500-tallet erobrede osmannerne Mellemøsten og Egypten og overtog kaliftitlen, som de bevarede indtil 1924, hvor kalifatet blev afskaffet af den tyrkiske nationalforsamling. I 1500-tallet opstod også stormogulernes Indien, og Persien genopstod som et selvstændigt rige under safaviderne, der gjorde tolver-shiismen til statsreligion.

De tre store muslimske riger sakkede dog efterhånden alle bagud teknologisk og militært i forhold til de vestlige stormagter, og gradvis blev de underlagt europæisk indflydelse. Denne udvikling blev første gang mærkbar for mange af de osmanniske undersåtter under Napoleons felttog til Egypten og det kortvarige franske styre der i 1798-1801. Bevidstheden om de muslimske landes sociale og teknologiske efterslæb gav stødet til en række reformbestræbelser i forskellige dele af det osmanniske rige - i Egypten og de andre arabiske lande kendt som Al-Nahda og i de tyrkisktalende områder som tanzimat. Der voksede også en islamisk reformisme frem, der via ijtihad ønskede at nyfortolke islam for at tilpasse religionen til en mere moderne verden. Blandt hovedpersonerne var egypterne Rifa'a al-Tahtawi og Muhammad Abduh samt den formodentlig iransk-fødte Djamal ad-Din al-Afghani (1838-1897). I 1900-tallet udviklede de reformistiske ideer sig til en mere sekulariseret islamisk modernisme eller liberalisme, der blev talsmand for, at islam skulle have samme status i samfundet, som kristendommen havde i vestlige samfund. Samtidig voksede efter kalifatets afskaffelse også en mere konservativ islamisk fundamentalisme frem, der bl.a. resulterede i oprettelsen af det muslimske broderskab i 1928. Især efter 1970'erne fik den islamiske fundamentalisme mere indflydelse, dels som følge af den iranske revolution i 1979 og dels som følge af støtte fra det wahhabitiske Saudi-Arabien.^[45]

I islam betragtes forskellen i sprog som en af Guds velsignelser overfor menneskeheden.^{[koran 32]} Muhammeds modersmål var arabisk, som han alene beherskede som talesprog.^{[koran 33],[16]} Islams hellige skrift blev åbenbaret på arabisk (al-ʿarabiyya),^{[koran 34]} et talesprog der har sin oprindelse i det 5. århundrede, hvor Koranen som nedfældet i det 7. århundrede betragtes som det første samlede værk på arabisk (skriftsprog).^{[kilde mangler]} Som tidlig islam har sin oprindelse på Den Arabiske Halvø har andre tale- og skriftsprog i området været domineret af semitiske sprog op indtil islams fremtræden i det 7. århundrede, hvorefter arabisk hurtigt blev dominerende.^[46] Siden hen er "den islamiske verden dominere[t] af flere store sprog: arabisk, tyrkisk, farsi, urdu, bangladeshi og forskellige filippinske og indonesiske sprog".^[47] Eftersom åbenbaringen er åbenbaret og nedfældet på arabisk, betragtes 'klassisk arabisk' (al-ʿarabiyya)^{[note 15]} også med en vis grad af veneration. Hertil kommer at visse ritualer (f.eks. ægteskabserklæringer og tidebønnen), foredrag og recitation (f.eks. poesi og koranlæsning) og højtidelige bekendtgørelser (f.eks. trosbekendelsen) fremsiges på klassisk arabisk, der herved fremmer klassisk arabisk som et internationalt fællessprog (lingua franca) for den religiøse islamiske identitet og dermed også den islamiske verden.

En række almindelige arabiske udbrud, udtryk og fraser der er særligt forbundet til islams religiøse identitet og anvendes af muslimer fra forskellige lande:

• Allahu Akbar ('Gud er størst') udtryk for lovprisning af Gud eller udtryk for glæde, lettelse eller forløsning. Betegnelsen Takbir er verbet der betyder at recitere udtrykket Allahu Akbar
• Basmala (navneord der betyder det at recitere formularen 'I den nådige og barmhjertige Guds navn') anvendes overalt i den islamiske verden til alt lige fra rituelle og ceremonielle sammenhænge til indledning af udtalelser, dokumenter, lovprisning med videre
• Hamdala (navneord der betyder det at fremsige Alhamdulillah: 'priset være Gud') udbrud for taknemmelighed, positiv overraskelse og glæde
• Inshallah ('om Gud vil') er et udtryk for håb såvel som et udtryk for menneskets fromme anerkendelse af Guds almagt
• Mashallah ('Guds vilje') udbrud for glæde, lovprisning eller anerkendelse for en begivenhed eller hændelse (der lige har fundet sted)
• Salam ('fred') eller Salam Alaykum ('fred være med dig') er den muslimske hilsen. Betegnelsen har til tider en underforståelse af 'Guds fred som skænkes den der hengiver sig til Ham'^[6]
•  Shahadah ^? ('vidnesbyrd', navneord der betyder 'det at recitere trosbekendelsen')

Hovedartikel: Muslimske verden.

I 2015 vurderes den muslimske befolkning i hele verden til at udgøre 1,75 mia. eller 24,1 % af verdens befolkning. Muslimerne er dermed den næststørste verdensreligion efter de kristne, som udgør 31,2 % af den globale befolkning.^[48] Den muslimske befolkning vokser samtidig relativt hurtigt, og ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Centers befolkningsfremskrivning vil der i 2060 være næsten lige så mange muslimer som kristne i verden (henholdsvis 31 og 32 % af verdens befolkning).^[48]

I 49 lande udgør muslimerne et flertal af befolkningen (pr. 2010). Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele af Afrika og Asien. Flest muslimer bor i Indonesien (nemlig 209 millioner eller 87 % af befolkningen) og næstflest i Indien (176 millioner eller 14½ % af alle inderne).^[49] Godt 60 % af alle verdens muslimer bor i Syd- og Sydøstasien inklusive det indiske subkontinent, 20 % bor i Mellemøsten og Nordafrika, og 18 % i Afrika syd for Sahara.^[50] Araberne udgør knap 15 % af alle muslimer verden over.^[51] I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslimske lande; i Afrika har Egypten og Nigeria de største muslimske befolkningsgrupper.^[51]

I Europa er den muslimske befolkningsandel vokset i løbet af 1900-tallet som følge af indvandring. I 2016 var der ca. 26 millioner muslimer i Europa, svarende til ca. 5 % af befolkningen.^[52]

Omtrent 85 % af verdens muslimer er sunnimuslimer og 15 % er shiamuslimer, mens et lille antal hører til andre retninger.

Hovedartikel: Islam i Danmark.

I Danmark anslås det, at der var ca. 256.000 muslimer i Danmark ved indgangen til 2020, svarende til 4,4 % af befolkningen.^[53] Islam er dermed Danmarks næststørste religion, tilsvarende situationen i mange andre europæiske lande. De tidligste oplysninger om muslimer i Danmark er fra folketællingen i 1880, hvor der var registreret seks muslimske mænd og to kvinder.^[54] I 1960'erne var der en indvandring af gæstearbejdere fra især Tyrkiet, Pakistan, Marokko og Jugoslavien, og senere er den blevet suppleret med indvandring af ikke mindst familiesammenførte og flygtninge fra muslimske lande. Samtidig anslås det, at knap 4.000 nulevende danskere har konverteret til islam.^[55] Blandt de mere kendte er imamen Abdul Wahid Pedersen og forfatteren Aminah Tønnsen.

Som følge af den forskelligartede indvandring er de danske muslimer i dag præget af en meget høj grad af etnisk og kulturel fragmentering, samtidig med at et stigende antal danske muslimer er født og opvokset i landet. Væksten i befolkningsgruppen har bevirket, at spørgsmålet om islams rolle i det danske samfund er blevet et væsentligt offentligt debatemne. Det gælder f.eks. spørgsmål som kvinders hovedbeklædning, religiøse symboler i det offentlige rum, madpolitik i offentlige institutioner og mandlig omskæring. Samtidig efterlyser mange danske muslimer dannelsen af en stærkere dansk-muslimsk identitet med en tolkning af islam, der tager udgangspunkt i en dansk-muslimsk virkelighed, og som finder løsninger, der gør det nemmere at forene en muslimsk tro med det at være en moderne og aktiv borger i Danmark.^{[56][57][58][59]}

Uddybende artikel: Islamisk kalender

Den islamiske kalender vedrører den måde, hvorpå året inddeles, mens kronologien vedrører islamisk tidsregning. Historisk dateres den islamiske kalender og tidsregning tilbage til profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622. Dermed svarer år 0 i den islamiske kalender til år 622 i den gregorianske kalenderår.^[60]

Året inddeles i dage (døgn) i uger af syv dage og i tolv måneder af 29 eller 30 dage uden tilføjelse af skuddage eller -måneder. Den fastlagte nytårsdag (årets første dag) er 1. Muharram. Afgørelsen af hvornår en ny måned begynder, træffes ved simpel observation af nymånen. Idet kalenderen er afgørende for fastlæggelsen af de religiøse fester har kalenderspørgsmålet altid spillet en væsentlig rolle for religiøse og teologiske aspekter inden for islam.

Måned betegner den tidsenhed af 29 eller 30 dage, hvori det islamiske kalenderår inddeles. Som ordet måned (afledt af måne) viser, beregnes en måned fra ét måneskift til det næste, i alt 12^{[koran 35],[62]} i løbet af et år. Den første dag i hver måned begynder ved solopgang efter nymånens tilsynekomst (nymånedag). Dette giver et måneår på omtrent 354 dage (mens et solår er på omtrent 365 ½ dage). "Det betyder, at det islamiske år [måneår] og dets forskellige måneder i forhold til solåret bevæger sig 'bagud' fra det ene år til det andet".^[63],[64] Hermed falder de forskellige islamiske måneder over en årrække ved forskellige datoer i forhold til solåret og det gregorianske kalenderår. Efter det gregorianske kalendersystem falder dagene 10-12 dage tidligere til sammenligning med det foregående år, og månederne i den islamiske månekalender gennemløber i løbet af en periode på ca. 33 år alle årstiderne.^[65] Inddeling af året i månekalender bruges den dag i dag i den islamiske festkalender, særligt forbundet med religiøse riter og ritualer.

I den islamiske verden opererer en række lande med parallelle kalendersystemer, hvor den gregorianske kalender (eller andre solkalendere) har vundet indpas som følge af det globaliserede hverdagsliv og forretningsverdenen.

Idet helligdage og højtider falder på forskellige årstider, vil f.eks. fasten til tider ligge sammenfaldende med lange, varme sommerdage og andre gange på kortere, kolde vinterdage i Danmark.^{[note 16]}

I islam betegner højtider perioder omkring en religiøs (fest)dag eller vigtig (og festlig) begivenhed, oftest fejret ved sammenkomster i familier, menigheder og moskéer.

Særlige betydningsfulde islamiske højtider:

Fastemåneden

Fasten i den islamiske kalenders niende måned Ramadan er en højtid der fejres af alle modne og raske muslimer fra daggry til solnedgang gennem hele måneden. Fasten er kendetegnet ved fastereglerne, der bl.a. kræver afholdelse fra al slags mad (føde), drikke (væske), rygning og seksuelt samkvem.^{[koran 36],[66],[64]} Afholdelsen er både religiøst, socialt og sundhedsmæssigt grundet, hvor særlig åndelig og andægtig karakter tilstræbes, hvorigennem den enkelte forbedrer og styrker sin tro gennem fasteritualet. I Danmark er fastemåneden særlig vanskelig at holde når den falder i sommermånederne, hvor fastedagene (dvs. lyse dagtimer) kan strække sig over 18 timer. Fastemåneden er tæt knyttet "til koranrecitation. Dette er i høj grad indvirket af, at profeten Muḥammad modtog sin første åbenbaring i Ramaḍān".^[67] Fasteperioden benyttes desuden til bøn og eftertanke og ender med en fest, fastebrydningsfesten (Eid ul-Fitr).^[68]

Valfarten

Den Store Valfart (hajj) i den islamiske kalenders tolvte og sidste måned Dhu al-Hijja er en højtid der er pligtig for enhver moden muslim mindst én gang i livet. De religiøse forordninger, heriblandt iklædning af hvide gevandter, religiøs afrensning, gang rundt om Kabaen, småløb mellem højene Safa og Marwa, rituel stening af en stenstøtte der symboliserer Satan og ofring, er alle sammen rituelle handlinger tilknyttet den Store Valfart. Tilsvarende kristendommen betragtes slagteofring inden for islam også som ét af de mest centrale religiøse fænomener overhovedet.^[69],[70] "Pilgrimsfærden er fra begyndelsen til slut reguleret i alle enkeltheder, meget lidt er overladt til et individuelt forgodtbefindende."^[71] Selve valfarten strækker sig fra den 8. til den 12. i måneden, hvortil dagene forinden højtiden også anvendes til tilrådet religiøse forordninger tilknyttet valfarten. Den Store Valfart ender med en fest, offerfesten, der "finder sted samme dag over hele den islamiske verden".^[72],[70] Skønt et mindretal af muslimerne tager del i valfarten (pilgrimsfærd), svarende til omtrent 3 millioner muslimer,^[73] fejres offerfesten af alle muslimer i hele verden.

En dag regnes fra solopgang til solnedgang, mens den i betydning af døgn regnes fra solnedgang til solnedgang. Ved sidstnævnte betydning hænger beregningen sammen med den islamiske månekalender, efter hvilken måneden begynder ved nymånens tilsynekomst. Af ugens syv dage har kun den 6. og 7. navne, henholdsvis jum'a (fredag) og sabt (lørdag, efter sabbat); de øvrige kaldes den 1., 2. osv. Fredag bliver fejret som en glædesdag og selvom den religiøst ikke betragtes som en hviledag, har adskillige muslimske lande enten indført den som fridag eller begyndelsen på weekenden (oftest til lørdag aften).

Fredag, som på arabisk er opkaldt efter fredagsbønnen (jum'a),^[74] er ugens sjette dag og er i islam særligt kendetegnet netop ved fredagsbønnen. Dagen er "ikke en hviledag, som f.eks. søndagen er blandt kristne eller sabbatten blandt jøder",^[75],[74] hvor "deltagelse i fredagsbønnen opfattes som en pligt for muslimer, der har fri".^[76] Det er anbefalet at muslimer om muligt forretter fredagsbønnen over middag i fællesskab med andre,^{[koran 37],[75]} hvortil det er tilrådet at dette sker i moskéer.^[74] I tilfælde af, at man ikke deltager i fredagsbønnen, kan man i stedet udføre den sædvanlige middagsbøn.^[74] I den muslimske verden vil butikker, caféer og offentlige kontorer som regel lukke i timerne midt på dagen^[74] for netop at tilskynde deltagelse til fællesbønnen.

Hovedartikel: Islamiske helligdage.

Helligdage er inden for islam særlige periodisk tilbagevendende dage der kendetegnes ved det, der forgår på dem. En helligdag udskiller sig fra søgnedagene og viser sig bl.a. ved forbud mod de fleste dagligdags gøremål, ved f.eks. specielle spise- og påklædningsskikke og ved en forpligtelse til koncentration om helligdagens særlige riter og ritualer. Festlige helligdage er oftest muntert eller højtideligt præget.

Særlig betydningsfulde islamiske helligdage:

Natte- og Himmelrejsen (al-'Isra' wa al-Mi'rāj)

Fejringen af profeten Muhammeds natlige rejse fra Mekka til Jerusalem^{[koran 38],[77]} på én nat^[78] og hans (legemlige el. åndelige) himmelrejse^{[note 17]} gennem de syv himmelske regioner og derpå tilbage til jorden.^{[79],[80],[81],[82],[83]} Dagen fejres som en bekræftelse af islam, og specielt som en af de guddommelige velsignelser, undere og mirakler der tilkom profeten Muhammed.^[83]

Fastebrydningsfesten (Īd al-Fiṭr)

Festen afslutter fastemåneden Ramaḍān og indvarsles ved nymånedag, den 1. Shawwāl. Festen varer normalt tre dage, hvor det særligt er forbudt at faste på disse festdage. Fastebrydningsfesten har forskellige skikke i forhold til lokale skikke i den islamiske verden, hvor de mest udbredte er, at børnene iklædes nyt tøj, at man besøger slægtninge samt spiser søde sager og giver gaver.^[84] Ved fastebrydningsfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen, samt foreskrevne regler for betaling af en særlig almisse (zakat) til de fattige.

Muhammeds fødselsdag (Mawlid al-Nabī)

Fejring af årsdagen for profeten Muhammeds fødsel den 12. el. 17.^[85] Rabī' al-Awwal.^[86],[87] Muhammeds fødselsdag fejres over hele den islamiske verden og antager i nogle lande omfang af en folkefest; "gader og folk udsmykkes, søde sager falbydes og spises, de fattige bespises, og Koranen og mawālid, hyldestdigte til Profetens ære, reciteres offentligt".^[88] Årsdagen for Muhammeds fødsel er det nærmeste der kan sammenlignes med juleaften (spisning s.m. slægt og venner, gaveudveksling osv.)^[81] Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at valfarte og besøge profetens fødested i Mekka og gravsted i Medina.^[81]

Offerfesten (Īd al-Aḍḥā)

Festen fejres den 10. Dhū al-Ḥijja med et dyreoffer i valfartsmåneden. Offerhandlingen finder for pilgrimsrejsende sted ved Minā (ved Mekka), hvor ofringen også afslutter de rituelle handlinger under valfarten; for andre muslimer foregår den mere begrænset hvor de bor.^[89] Ved offerfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen. Offerfesten inden for islam pålægger muslimer at slagteofre, oftest beskrevet symboliserende med profeten Abraham der var villig til at ofre sin søn Ismael.^[69],[70] Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at valfarte og besøge profetens fødested i Mekka og gravsted i Medina.^[90] "Ritualet kan siges at tematisere den troendes vilje til absolut lydighed og underkastelse over for Gud, ligesom Gud også tænkes at belønne den troende for selve viljen til lydighed".^[91] Offerfesten er en af de vigtigste islamiske højtider. I islamiske lande er det en fridag, hvor man besøger slægtninge og bekendte. "I Danmark er det ikke tilladt at ofre selv, og mange danske muslimer med indvandrerbaggrund vælger derfor at sende penge til deres respektive hjemlande for at få slægtninge til at foretage ofringen i deres sted. En anden mulighed er at bestille et dyr fra en islamisk slagter i Danmark; dyret bliver så slagtet på et dansk slagteri. Endelig er der muslimer i Vesten, som donerer pengene til muslimske nødhjælpsorganisationer, der deler kød ud til fattige i muslimske lande".^[91]

I islam er livsholdninger og handlinger styret af principper og pligtlære,^[92] og sekundært hertil, omstændigheder. Denne levemåde er religiøst begrundet, hvor alle påbud og forbud givet af Gud danner fundamentet for from livsførelse. Livet, og dermed en mangfoldig og forskelligartet levevis, er en guddommelig velsignelse.^{[koran 39]} Islam "bekræfter en forenelig samfundsstruktur, hvor den uforanderlige menneskelige værdighed har forret og er i stand til at tilpasse sig behovet fra forskelige samfund og deres traditioners konstante forandringer".^[93] Mennesket er pålagt pligter som har sammenhæng med de relationer man står i til andre mennesker.^[94] Måden man lever på tager dermed afsæt i de etiske, moralske og normsættende (kulturelle) kodekser og love.

Valg af den føde der kan spises (fødevarer, spiseregler) inden for den brede islamiske verden er ikke kun bestemt af klimatiske, økologiske og teknologiske vilkår, men også af kulturelle og religiøse valg. I islam påbyder Gud overfor de som tror, at spise af de gode ting som Han har forsynet menneskeheden med.^{[koran 40]} Ifølge de islamiske renhedsbestemmelser er kød fra selvdøde dyr^[95] og ådsler generelt, og mere specifikt bestemte dyrearter, særlig rovdyr og visse krybdyr ikke tilladt at spise (hertil tilføjes også andre dyrearter, såsom aber, svin (både inden for jødedom og islam)^[96], hunde og katte).^[97] I visse tilfælde redegøres for disse bestemmelser ud fra rationelle (f.eks. hygiejniske eller økonomiske), spirituelle (f.eks. asketiske eller sjælefred) eller religiøse grunde. Selvom redegørelsen tager en eller flere af følgende grunde i betragtning, er de islamiske grundtekster og teologiske værker klare i bestemmelsen om hvilke overordnede og specifikke kategorier af føde, både vegetariske og ikke-vegetariske, der må indtages.

Afgudsofferkød (offerkød) kalder muslimerne det kød, der ofres til afguder eller andre end Gud. Islam forbyder at spise afgudsofferkød og betragter det som en synd. Kød der slagtes efter de islamiske forskrifter, omtales på dansk generelt som halal-slagtet (hvor betegnelsen ḥalāl på arabisk betyder "tilladt" i modsætning til ḥarām der betyder "syndefuldt").^[98]

I Danmark er slagtning efter islamiske ritualforskrifter tilladt, hvor flere spisesteder er forsynet med et såkaldt halal-certifikat, der indikerer at steder overholder de islamiske forskrifter for renlighed, behandling og slagtning af dyr. "Blandt muslimer i Danmark er der i øvrigt en stigende tendens til at lægge vægt på dyreetiske principper, igen betinget af de religiøse skrifter. Man betoner således nødvendigheden af gode opvækstvilkår for dyr og retter kritik mod, hvad man anser for hensynsløs behandling af dyr forårsaget af kommercielle produktionsbetingelser".^[99] Ved socialt samvær på spisesteder der ikke er halal-certificeret, vil muslimer generelt holde sig til fiskeprodukter (der overordnet set ikke kræver halal-slagtning) eller vegetabilske retter.

Udover at vand i islam fungerer som en livsnødvendighed for menneskets overlevelse og velbefindende (frugtbarhed, drikkevand),^[100] spiller det en afgørende rolle i de islamiske grundtekster,^{[koran 41],[101]} hvor det også gennemgående anvendes i religionens ritualer (abultion, abdest)^{[koran 42]}. Anden form for vandholdig opløsning der kan indtages, sidestilles ikke med drikkevand, hvortil visse af disse også betragtes som syndige at indtage, særskilt blod samt alkoholholdige drikke, f.eks. mjød, øl og vin. "I en nærorientalsk, monoteistisk sammenhæng er forbuddet mod vindrikning ikke enestående for islam, men har indgået i flere af regionens nært beslægtede religioner".^[102] Ligesom føde er underlagt renhedsbestemmelser, er der forskellige væsker (både drikkelige som udrikkelige), hvor berøring med disse i forskelligt omfang kræver vask af kroppen, tøjet eller stedet.^[103]

I Danmark er alkoholkulturen en tæt indgroet del af socialt samvær; ved fælles kulturelle og sociale begivenheder (festival, koncert), uddannelsesinstitutioner (rustur, fredagsbar), erhvervslivet (julefrokost, reception, sammenkomst) eller ved private begivenheder (fest, fødselsdag, cafe- og bytur) er alkoholindtagelse en stor del af selve samværet. Islam der har en så at sige nul-tolerance overfor alkohol, gør det umuligt for muslimer at indpasse sig i denne alkoholkultur og fører ofte til socialt fravær fra begivenheder der ellers betragtes som vigtige for sameksistens (integration) på tværs af overbevisninger. Dette har bl.a. medført at flere danske private virksomheder og offentlige institutioner har indført en alkoholpolitik der skal skabe rum for social udfoldelse uafhængigt af social eller religiøs overbevisning.

Islam identificerer ingen bestemte klædningsstykker som autoritativ påklædning, idet mænds og kvinders beklædning har varieret fra område til område og fulgt lokale skikke. I islam hører beklædning på linje med bl.a. føde og væske til de basale fornødenheder for mennesket i samfundet. Ud fra en religiøs kontekst er det særligt tilhylning og slør der udgør en væsentlig del af beklædningen, stærkt betonet af dets praktiske, symbolske og metaforiske funktion. Hertil er beklædning stærkt afhængig af social status, økonomisk formåen og kulturelle forhold, hvorimod klædernes funktion og symbolik ud fra det religiøse perspektiv udgør en langt større rolle i islam end deres faktiske udseende. Beklædning findes i to hovedformer, bestemt af, om beklædning står i forhold til personens egen nøgne krop eller andre menneskers beklædning. I det første tilfælde er beklædningens grundfunktion at skjule, hvor det i det andet tilfælde er at fremvise anstændig beklædning. Den minimale beklædning er forordnet overfor begge køn, der omhandler tildækning af den nøgne krop, hvor netop nøgenhed inden for islam er stærkt forbundet med seksualitet. De teologiske værker foreskriver nærmere bestemmelser for hvad der skal tilhylles og hvornår det skal aktualiseres, både i hjemmet overfor kernefamilien, i privaten overfor den udvidede familie, overfor det modsatte køn og i offentligt rum. Klæde i form af tilhylning, -dækning og slør er i islam oftest tegn på fromhed, ærbarhed og kyskhed.^[104],[105]

Beklædnings- og pyntegenstande i forhold til personens egen krop (samt overfor kernefamilien og evt. ægtefælle) betragtes ud fra en neutral interesse, hvorimod det i forhold til mennesker i det offentlige rum kan bringe forargelse og fordærv. De moralske kodeks som enten tillader eller syndiggør (korruption) genstandene tager afsæt i grundteksterne og de teologiske værker. Her opdeles de med henblik på formål og funktion. Pyntegenstande med udtryk for skønhed (f.eks. ankelkæder, øreringe, armbånd, ankellænker, amuletter, fingerringe, halsringe og næseringe) betragtes anderledes end pyntegenstande med udtryk for funktionalitet eller redskab (f.eks. kapper, turban, slag, tasker og kjortler). Selvom overgangen til tider er uklar, er udsmykning i det offentlige (enten som beklædning eller genstand) generelt betragtet som (moralsk) syndefuldt.

I Danmark og store dele af Europa har sløret inden for islam, særlig den kvindelige tilhylning og -dækning, fyldt en stor del af den offentlige debat, stærkt tilknyttet emner som ligestilling og frigørelse, undertrykkelse, kønsdiskrimination og dertil hørende offentlig anvendelse heraf. En række kvindeklæder og betegnelser relateret hertil – eksempelvis hijab, chador, niqab og burka – er alle betegnelser forbundet hermed. Den mandlige tilhylning og tildækning har nærmest været helt fraværende fra debatten, selvom mandlige hovedbeklædninger (fez, turban, taqiya) fylder en tilsvarende del af religionen. Visse anser dette som endnu et tegn på politisk og religiøs polemik og til tider institutionaliseret intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet i Europa, dermed også religion i al almindelighed (religionsfrihed).

Ud fra kulturelle og sociale aspekter er den almindelige antagelse, at status viser sig gennem udseendet (f.eks. kan den rige og den fattige umiddelbart kendes på udseendet), der derved har stor betydning og kan bruges som signal. En tilsvarende forståelse er gældende inden for den religiøse sfære af islam, hvor man hævder, at de troendes udseende er oplysende og glansfuldt i modsætning til de ikke-troende, der vil have et mørkt og dystert ansigt.^{[koran 43]} Forskellen mellem udseendets skønhed er dets ydre (adfærd, materialiseret) eller indre (hengivende) karakter (personlighed, livsstil), er at førstnævnte oftest udmøntes i form af smykker og pynt og sidstnævnte henviser til hjertets skønhed og fromme gerninger.^[106] Gud ser ikke alene på det ydre, men kender til hjerte og menneskets gerninger og kender dermed også de fromme, der i udseendet har en 'famlet skønhed' (hykleri).^{[koran 44]}

I islam skal mænd og kvinder være uden smykker og pynt (ved omgang i det offentlige) og i stedet henvise til hjertets skønhed og fromme gerninger. Kropsudsmykning af ansigt, hænder og andre dele af kroppen der ikke tilhylles, er ikke tilladt (overfor fremmede); dette indebærer f.eks. tatoveringer og henna-udsmykning af disse områder af kroppen samt ansigtspiercinger og tilsvarende smykker og pyntegenstande.

Inden for islam er det en selvfølge og forpligtelse, at en mand har skæg. Udover at skægget virker som et tegn på værdighed og modenhed (manddom), eksisterer der forbud i de teologiske værker mod studsning af hele eller dele af skægget. I visse dele af den islamiske verden afspejler længden bl.a. fornem rang, hvor det i andre er skægprydelsen (i form af bestemt afskæring) der har denne effekt. Det rituelle skæg kan have forskellige mønstre, hvor den mest kendte er det rundskårne fuldskæg og afskåret moustache. I tæt forbindelse med renligheden er påbuddet forbundet med hygiejniske foranstaltninger med hyppig vedligeholdelse og pleje af skæg for bl.a. at undgå hudsygdomme.

Omskæring er inden for religionerne jødedom og islam en rituel bortoperation af det mandlige lems forhud,^[107],[108] der i islam foretages på nyfødte drengebørn til unge drenge inden pubertetsalderen.^[109] Skønt der er visse overordnede ensartede hovedtræk mellem omskæring i islam og andre religionsformer, har ritualet i enkeltheder varieret i forskellige samfund og overbevisninger. I islam er ritualet forordnet i de teologiske værker hvor flertallet betragter omskæring som et pligtigt ritual for alle drenge. Tilsvarende er ritualet stærkt tilknyttet ved omvendelse til islam, uafhængigt af personens alder ved omvendelsen. Ritualet er forbundet med aspekter af renlighed, frugtbarhed og riter, knyttet til de generelle bestemmelser og konsekvenser af patriarken og profeten Abrahams omskæring og pagt med Gud.^[110] Hertil er også større islamiske ritualer koblet til forpligtelsen af at det mandlige køn er omskåret, særskilt pilgrimsrejsen.

Islam rummer ingen udtalelser om omskæring af pigebørn eller kvinder (kvindelig omskæring).^[111] Religionen praktiser "omskærelse af drenge, mens omskærelsen af piger, som praktiseres i visse lande der har islam som hovedreligion, må være en mere lokal tradition".^[112] Inden for andre religions- og traditionsformer omskæres piger; specielt i Egypten, hvor det er meget udbredt: "her praktiseres omskæringen også af de [kvindelige] kristne koptere".^[109] Den danske debat om omskæring af kvinder inden for islam tyder på at være en fejlslutning som led af, at det praktiseres i visse lande med islam som statsreligion. Den internationale debat om omskæring har primært haft fokus på sundhedsmæssige aspekter ved omskæring, særligt som en prævention eller forebyggende beskyttelse mod HIV, som udmeldt ved forskellige internationale studier og pressemeddelelser af bl.a. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og de Forenede Nationer (FN).^[113]

Omtrent en tredjedel af verdens mænd er omskårne.^[114] "I Danmark og i resten af Europa bliver det mere og mere almindeligt, at muslimske drenge får foretaget operationen af kirurger som nyfødte,"^[109] enten på privathospitaler eller specialklinikker. "Muligheden for at blive omskåret af religiøse grunde på et offentligt hospital [i Danmark] blev afskaffet i 2003".^[115]

Den islamiske verdens syn på kønsrollerne i almindelighed har varieret i forskellige muslimske samfund gennem tiderne, hvor de antikke kulturelle normer – der hvor kvinder primært varetager arbejdet i hjemmet og mændene tager sig af arbejdet udenfor – har været den dominerende sociale rollefordeling mellem mænd og kvinder. Denne (stereotype) forestilling om den adfærd som er typisk for mænd og kvinder skal sidestilles måden at være til på som mand eller kvinde; dvs. kønsrollen som den udspringer fra biologiske og psykiske faktorer der udmøntes som en social identitet.^[116] Islam adskiller sig fra de fleste andre religioner i verden ved at henvende sig direkte til både mænd og kvinder^{[kilde mangler]}, hvor belønningen for fromhed og gudshengivelse loves overfor begge køn.^{[koran 45]}

Tilsvarende den antikke jødedom og kristendom er kønsrollen inden for islam domineret af den patriarkalske kultur, hvor manden fungerer som familiens og samfundets overhoved.^[117] Udmøntningen af dette inden for den religiøse sfære ses ved at kønnet er tildelt forskellige religiøse funktioner og pligter inden for bestemte domæner, både på individuelle og kollektive områder.^{[note 18]} Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det oftest sådan at manden indtager de dominerende positioner som overhoved (for familien),^{[koran 46]} embedsmænd og lærde (dog er der undtagelser, som bekræfter reglen). Hertil er krigstjeneste forbeholdt mænd og funktionen ved diverse menigheder (bl.a. i moskéen) primært varetaget og hvervet af mænd (oftest omtalt som imam) selvom kvinder kan have en underordnet funktion.

På trods af det noget ensidigt patriarkalske billede, der tegner sig når kønsrollerne vurderes formelt, er muslimernes historie og grundtekster fyldt med fortællinger om kvinder som anvender deres køn eller marginaliserede position til at få indflydelse for sig selv, deres familie eller folk.^{[note 19]} Disse fortællinger har bl.a. en stor symbolsk betydning i udvikling af den folkelige identitet og kønsroller som tolket ud fra de religiøse skrifter.

Kønsopdeling af kvinder og mænd har eksisteret i mange samfund og har været praktiseret i forskellige sammenhænge gennem tiderne og med forskelle fra kultur til kultur. Overordnet udledes samfundsinstitutionerne og normsystemerne ud fra kønnets biologiske, sociale eller religiøse identitet, rolle og funktion. I den islamiske verden er kønsopdeling og omgang mellem personer af modsat køn i det offentlige rum i varierende grad enten praktiseret frit i samfundet eller forordnet som love. Opdelingen anvendes regulerende som en institution for at forebygge kaos, fristelser og fordærv, særligt med afsæt i menneskets seksualitet. Det er oftest med afsæt i den ærbødige og asketiske livsførelse sådanne opdelinger i praksis udmøntes, uafhængigt af deres karakter som individuel eller kollektiv forpligtelse.

Kønsopdelingen i islam er tit blevet opfattet som kvindediskriminerende, et synspunkt der dog er meget omstridt, da nogle mener, at kønsopdelingen tager udgangspunkt i lige regler for mænd og kvinder. I Danmark er det især debatten om muslimske kvinders klædedragt, der er i fokus, når der debatteres kønsopdeling i islam, hvor mange ser burka og niqab som værende undertrykkende og hindring for integration.^[42] Det at kønnet opdeles ved større religiøse forsamlinger (konferencer, menigheder, bedehuse) eller brug af offentlige faciliteter (svømme- og gymnastikhaller,^[118] anstalter, forsamlingshuse) med særlig hensyntagen og tilpasning til den islamiske identitet, betragtes af islamkritikere som udemokratisk og, ligesom burkaen, kvindeundertrykkende, mens andre har argumenteret for, at forholdene for mænd og kvinder overvejende er ligeværdige i det offentlige rum og sidestiller dermed islamkritikeres holdning med islamofobi og fornægtelse af religionsfriheden.

Der optræder flere passager i Koranen, der kan fortolkes til at sige at mænd står over kvinder i nogle anliggender.^{[koran 47][119]} Der er dog også passager i Koranen, der kan fortolkes som en opfordring til ligestilling, selv om versene ikke siger det direkte. ^{[koran 48]}

Islams syn på seksuel identitet, -adfærd, -handlinger og følelser har i grundteksterne "et positivt syn på seksualiteten hos både mænd og kvinder"^[120] og "anerkender menneskets seksuelle behov og anser kærlighed mellem ægtefæller som en gave fra Gud".^[121] Seksualitet betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens, hvor partnerne bl.a. omtales som klædning for hinanden^{[koran 49]} og som en vej til sjælefred.^{[koran 50]} Legale former for seksualitet er hverken anset for syndige eller forbeholdt reproduktion. Prævention og afbrudt sameleje er f.eks. tilladt, hvilket er en indikation af, at samleje ikke alene drejer sig om formering.^[121] I islam er det en grundværdi og forskrift, at seksualitet foregår inden for rammerne af ægteskab. Seksuelle forhold mellem personer, der ikke er gift (hor) eller mellem personer af samme køn (homoseksualitet)^{[koran 51]} betragtes som overskridelse af religionens grænser.^{[koran 52]} Udover at hor og homoseksualitet i den islamiske verden betragtes som en skændsel for samfundet, er det inden for grundteksterne^{[koran 53]} (og senere også den islamiske ret) også belagt med strenge strafferammer. Andre juridiske bestemmer om seksualitet, bl.a. om renlighed, kønsdele, udflåd herfra og samlejestillinger nævnes i grundteksterne^{[koran 54]} og beskrives mere detaljeret i de teologiske værker.^[121]

Løfte om seksuel afholdenhed (cølibat) har ingen islamisk begrundelse, og den askese der fordres af muslimer (både lægmænd som prædikanter) i grundteksterne, rummer intet krav om seksuel afholdenhed. Derimod er seksuel afholdenhed påkrævet under særlige riter og ritualer, f.eks. pilgrimsfærden og faste. Særligt er samleje med en menstruerende kvinde, samt efter børnefødsler, ikke tilladt.

Der er forskellige holdninger til abort i de forskellige islamiske skoler.^[122] Nogle mener, at enhver abort der fremprovokeres ved indgreb (fosterdrab) er et overgreb på liv og dermed forbudt.^[123] De fleste tillader dog abort op til 40 dage efter undfangelse, og mange også op til 120 dage - nogle med alle begrundelser indtil 120 dage, mens andre kræver gode forklaringer.^[122] Særligt betragtes fostret fire måneder efter undfangelsen som besjælet af Gud og dermed beseglet af livets hellighed.^{[koran 55]} I særtilfælde hvor det f.eks. drejer sig om den svangre kvindes overlevelse, voldtægt eller andre særlige specielle tilfælde er der udbredt enighed om svangerskabsafbrydelse. I tilfælde af spontan abort (dødfødsel) efter fire måneder skal fosteret - i lighed med alle andre afdøde - jordfæstes ved en begravelsesceremoni.

Jomfru betegner inden for islam en (ung) kvinde som ikke har haft samleje (der indebærer indføring af penis i skeden), og derfor har bevaret sin mødom; oftest anvendt bredt i omtale af alle ugifte piger og kvinder. I teknisk og juridisk forstand kan jomfru også anvendes om mænd der ikke har haft samleje, dvs. ugifte mænd, selvom denne betegnelse ikke er gængs anvendt. Jomfruelighed er inden for islam både i renheds og i seksuel forstand tæt forbundet med det kvindelige køn og kvindens dyd indtil giftermålet. Ud fra forskellige sociale, kulturelle og samfundsmæssige forordninger har jomfruelighed og jomfrubevis været en central forordning. Måske har arveretslige implikationer betydet, at det har været en ønskværdig forudsætning at vide om kvinden er jomfru ved ægteskabets indgåelse. Generelt påfalder bevisbyrden for kvindens jomfruelighed hendes familie. Herudover har faderen en anden ret over jomfruens ægteskab, idet kvinden traditionelt giftes bort (ægteskab). Der er inden for islam ingen hellighed forbundet med slægtens afkom af en ikke jomfruelig kvinde, ej heller er der begrænsninger for at kvindelige jomfruer ikke kan ægtes af bestemte samfundsklasser (f.eks. præster).^[124]

Den dydighed der er forbundet med muslimske kvinders jomfruelighed er tæt forbundet med mødommen (jomfruhinden). Selvom de teologiske værker beskriver den fromhed der er tilknyttet en jomfru og de retslige værker anfører retslige love og forordninger om en jomfrus værge og rettigheder, er der ingen nærmere forpligtelser eller begrænsninger for jomfruelige kvinder. I tilfælde med en brudt jomfruhinde (enten fra et tidligere ægteskab, tilfældigt brud eller som horkvinde), hvor kvinden gerne vil fremstå som jomfru, kan kvinderne i det 21. århundrede i nogle lande få foretaget en mødomsrekonstruktion; sådan et moderne biologisk indgreb ligger udenfor religionen islam og dermed forståelsen af jomfruelighed. Ifølge den danske imam Waseem Hussain har indgrebet et element af bedrag over sig og er ikke i overensstemmelse med islam.^[122]

Ægteskab er inden for islam en bindende kontrakt mellem en mand og en kvinde, der for mandens part indebærer forsørgerpligt og sigter mod samliv i fælles hjem. Hermed fungerer ægteskabet som det retsmæssigt regulerede forhold mellem mand og kvinde med henblik på varigt fællesskab, hvor ægtefællernes retlige status er forskellige.^[125] Traditionelt er manden formelt kvindens juridiske overhoved, mens kvindens sociale berettigelse som ægtefælle er fødslerne og opfostring af børnene.^[126] "Islams regler for ægteskab søger først og fremmest at sikre, at alle ved, hvem der har forsørgelsespligt over for de børn, der bliver resultatet af et indgået ægteskab".^[127] Herudover imødekommer religionen også andre ægteskabstyper med andre formål end børnefødsel, bl.a. undgåelse af utugt og gensidig kendskab og støtte til ægtefællerne. De islamiske grundtekster indeholder lovbestemmelser om ægteskab i almindelighed samt fortællinger om hustruers list og magtudfoldelse,^{[koran 56]} der gennemgående anvendes til at forme og karakterisere kvindens identitet, ansvar og rolle som en tro ægtefælle. I islam vurderes ægteskab som en central samfundsinstitution, hvor der også fremgår klare regler om hvem man kan giftes med (incestforbud),^{[koran 57]} flerkoneri (polygyni)^{[koran 58]} og ægteskabslovgivning generelt.

Ægteskab kan opløses på mandens forlangende gennem skilsmisse. Inden for de juridiske rammer kan "ægteskabet også opløses af en dommer, dersom den ene part kan godtgøre, at den anden part ikke opfylder de ægteskabelige pligter"^[127] eller ægteskabskontrakten. Islam påkræver at både manden og kvinden skal kræve ægteskabet opløst i tilfældet af ægtefællens vantro (frafald).^{[koran 59]}

Blandt muslimer i vestlige og ikke-muslimske lande er det først og fremmest den religiøse vielse (dvs. en vielse der ikke nødvendigvis er anerkendt eller registreret af en myndighed) der er af central betydning, da alene sådan en er religiøst forordnet. En religiøs vielse har normalt ingen retslig gyldighed,^{[note 20]} hverken positivt eller negativt, og er fuldt lovlig efter dansk ret. Således vil religiøst viede muslimer oftest omtale hinanden som ægtemand og ægtekone, selvom de borgerligt ikke er gift. I tilfældet af muslimske mænd, der har indgået religiøse vielser med flere end en kvindelig partner, vil denne efter dansk lov om civilstand betragtes som ugift eller enlig (hvis han ikke bor sammen med partnerne), uafhængigt af om partnerne er udenlandske eller danske statsborgere. I tilfælde af at et muslimsk ægteskab er indgået ved en myndighed i udlandet og samtidig er i strid med dansk ret, er ægteskabet ugyldigt i Danmark.

Islam skelner mellem forskellige typer af ægteskaber, særligt mellem ægteskab (nikāḥ) og nydelsesægteskab (nikāḥ al-mutʿa), begge former er omtalt i Koranen.^{[koran 60]} Blandt visse senere islamiske lovskoler betragtes nydelsesægteskab som en forældet praksis.^[128] De islamiske lovskoler der stadig bekender sig til begge ægteskabstyper, praktiserer også stadig begge typer.

Islam er i høj grad sammenfaldende med de jødiske og kristne skrifter hvad angår arrangeret ægteskab, hvor "ægteskaber arrangeres af repræsentanter for de to familier. Frieren medbringer en brudesum til pigens familie, mens hun til gengæld fører en medgift med ind i ægteskabet".^[126] Det er familiens overhoved der arrangerer ægteskabet, hvor ægteskabet fungerer "som en social kontrakt med juridiske og økonomiske konsekvenser. Manden gifter sig, kvinden bortgiftes og indføres som fremmed i hans slægt".^[126] Ud fra et samfunds og politisk perspektiv anvendes arrangerede ægteskaber bl.a. til at besegle alliancer mellem stammer, folk og familier.

Arrangerede og forældre-guidede ægteskaber finder også sted blandt muslimer i den vestlige verden, hvor det "bl.a. på baggrund af disse forhold og den generelle udlændingedebat, at et flertal i Folketinget i 2002 indførte den såkaldte 24-års regel, der bl.a. kræver at begge parter skal være 24 år, hvis man ønsker en ægtefælle fra udlandet indført til landet".^[129] Reglen forhindrer ikke selve indgåelsen i ægteskab, alene tildeling af opholdstilladelse i Danmark. Forskellige menigheder og foreninger der kæmper for retten til ægteskab på tværs af landegrænser og nationaliteter, er opstået i kølevandet af loven.^[130]

Tvang i betydningen retslige sanktioner, indgreb i handlefrihed, social kontrol og tilsvarende er en integreret del af alle rets- og lovfunderede samfundsstrukturer^[131] og religioner^[12]. Hvad angår trosforholdt og religiøsitet, fastslår islam, "at der ikke bør udøves tvang i religionen"^[132], og dermed heller ikke inden for ægteskaber, der er en religiøs forordning.

Udlændingedebatten i Danmark om arrangerede ægteskaber har til tider stillet spørgsmålstegn ved forskellen og ligheden mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, der herigennem har været tonesættende for hvordan islamiske ægteskaber i al almindelighed praktiseres. Diskursen må antages at være politisk betonet, eftersom det i en lang række muslimske lande er "muligt at indgå og opløse ægteskab efter juridiske regler"^[127], der er identiske med, eller tager afsæt i, den vestlige verdens retstraditioner.^[127]

Blandede ægteskaber er i islam ægteskaber, hvor alene manden som den ene ægtefælle er muslim. Det kun tilladt muslimske mænd at indgå blandet ægteskab med kvinder der enten er jøder eller kristne;^{[koran 61]} islam tillader ikke muslimske kvinder at indgå i blandet ægteskab (endogami).^[129],[127] Blandt visse senere islamiske lovskoler er der herudover også lovgivet om ægteskab på tværs af islamiske trosretninger. Selvom der samfundsmæssigt kan være forhindringer for ægteskab mellem to muslimer fra hvert sit land eller sin kultur, eksisterer der ingen religiøse forhindringer for sådanne typer af blandede ægteskaber inden for islam.

Familie kan inden for islam anvendes i betydningen kernefamilie, dvs. ægtepar samt disses børn, eller den udvidede familie, der ud over det mandlige overhoved, hans hustru(er) og ugifte børn evt. også omfatter sønner og disses hustruer og børn. Generelt anvendes det som betegnelse for husets blodbeslægtede medlemmer, hvor omfanget af familien er stærkt afhængigt af det muslimske samfund.

Slægtskab afledes igennem det fædrene overhoved (patrilineær) hvor det normalt også vil være den gifte kvinde der flytter til sin mands familie (patrilokal). I nogle samfund vil ægteparret bosætte sig nogle år hos en af familierne, hvorefter de kan etablere sig uafhængigt af familien – en familiestruktur der er blevet mere udbredt blandt muslimske familier i vesten.