Otto den Store

Otto 1.
(Otto den Store)
Otto 1. ; (Otto den Store)
	Kejser Otto 1., tegning fra omkring 1530'erne.
Kejser af Det Tysk-Romerske Rige
Kroning	2. februar 962 ; Peterskirken, Rom
Regerede	2. februar 962 – 7. maj 973
Forgænger	Ubesat ; (Titlen sidst indehavet af Berengar 1.)
Medkejser	Otto 2. (967-973)
Efterfølger	Otto 2.
Ægtefæller	Edith af England ; Adelheid af Burgund
Børn	Vilhelm, Ærkebiskop af Mainz ; Liutgard, Hertuginde af Lothringen ; Liudolf, Hertug af Schwaben ; Mathilde, Abbedisse af Quedlinburg ; Otto 2., Tysk-romersk kejser
Hus	Liudolfingerne
Far	Henrik Fuglefænger
Mor	Mathilde af Ringelheim
Født	23. november 912;
Død	7. maj 973 (60 år); Memleben
Hvilested	Magdeburg Domkirke
Signatur
Religion	Romersk-katolsk
	v; d; r;

Otto 1., også kaldet Otto den Store (tysk: Otto der Große; 23. november 912 – 7. maj 973), var tysk-romersk konge fra 936 til 973 og den tysk-romerske kejser fra 962 til 973.

Han overtog den tyske trone efter sin far, Henrik Fuglefænger. Fra 936 var Otto 1. tysk-romersk konge og fra 951 konge af Italien. Han blev kronet til tysk-romersk kejser i år 962. I sine forsøg på at kristne Norden og de slaviske folk, udsendte han mange missionærer. Det førte til dannelsen af staterne Polen og Tjekkiet (Bøhmen). Især det førte til, at disse folk blev katolske og ikke ortodokse som de andre slaviske folk. Han reddede til og med kristenheden ved at afværge ungarske angreb, og blev derfor kaldt for "Europas befrier". Det afgørende slag ved Lechfeldslaget stod den 10. august 955.

Sønnen Otto 2. fulgte faderen som kejser i 973.

Liv og karriere

Tidlig styre

Otto blev gift med angelsaksiske Edith (Ædgyth) (910-946), datter af kong Edvard den ældre i 929. I 936 fulgte han sin far Henrik Fuglefænger på tronen.

Han valgte at blive kronet i Karl den stores tidligere hovedstad Aachen, hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker Widukind af Corvey var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra Franken, Schwaben, Bayern og Lorraine, og som var hans personlige ledsagere: Arnulf 1. af Bayern som marskalk (staldmester); Herman 1. af Schwaben som mundskænk; Eberhard 3. af Franken som hovmester, og Gilbert af Lorraine som kammerherre.^[1] Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til Østfranken var døde i 911, og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var Vestfranken fortsat underlagt herskeren fra det karolingske dynasti.

Otto havde til hensigt at dominere kirken og forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, soldater og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, love økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I 938 blev en sølvkilde opdaget i Rammelsberg i Sachsen. Den mine sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre; faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til det er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i 820- og 830'erne på grund af politiske vanskeligheder i det muslimske Abbasiderrige og som igen havde ført til krise i Europa.^[2]

Ottos tidlige styre var kendetegnet af hertugernes oprør. I 938 havde Eberhard, hertug af Bayern, nægtet at betale ham tribut. Otto svarede med at gå i krig to gange: i foråret og i efteråret 938. Han besejrede Eberhard og forviste ham. Berthold, broder til Arnulf, tidligere hertug af Kärnten, blev ny hertug af Bayern.

Efter at Siegfried, greve af Merseburg, døde i 937, krævede Thankmar dette grevskab, men Otto udnævnte Gero, broder til Siegfried, som ny greve. I løbet af denne strid gjorde Eberhard 3. af Franken og Wichmann den ældre oprør mod Otto, og Thankmar slog sig sammen med dem. Thankmar og Eberhard erobrede Belecke ved floden Möhne. Wichmann den ældre forsonede sig medOtto, og oprøret i Sachsen brød sammen. Fæstningen Eresburg blev belejret og erobret af Ottos hær. Thankmar blev dræbt ved alteret i kirken. Eberhard blev for en tid holdt fængslet ved Hildesheim, men blev senere sluppet fri. Han gik siden i forbund med Henrik 1. af Bayern, Ottos yngre broder.^[3]

Otto den Store og Danmark

7. juni 948: Der blev afholdt et kirkemøde i Tyskland og udnævnt bisper for bl.a. Ribe og Slesvig. I Århus blev Reginbrand indsat. Bispedømmerne var underlagt ærkebispen i Hamborg-Bremen.
965: Kejseren udstedte privilegier, der fritog kirkens ejendom i "Danernes mark" for enhver skat eller tjenesteydelse. Det kunne han selvfølgelig sagtens gøre, da danskerne nok snarere betalte til Harald Blåtand, men udstedelsen antyder en aktiv tysk mission i Jylland.
Ca. samme år: Harald indførte Kristendommen i Danmark jf. den Store Jellingsten, muligvis fordi Harald ved at konvertere til kristendommen fjernede den tyske kejsers motiv til at føre korstog mod Danmark.

Familie

Otto 1. var søn af Henrik Fuglefænger og hans kone Mathilda den Hellige af Sachsen. Han blev gift med den angelsaksiske Ædgyth (910-946), datter af Edward af Wessex, konge af England, og i 951 med Adelheid af Burgund (931-999), datter af Rudolf 2. af Burgund. Han havde følgende børn:

Ludolf
Liutgard, gift med Konrad den røde af Lothringen
Mathilda, abbedissen af Quedlinburg
Otto II

Noter

^ Widukind af Corvey: Res gestae saxonicum, Bog 2, kapitel 2: «duces vero ministrabant. Lothariorum dux Isilberhtus, ad cuius potestatem locus ille pertinebat, omnia procurabat; Evurhardus mensae preerat, Herimannus Franco pincernis, Arnulfus equestri ordini et eligendis locandisque castris preerat; Sigifridus vero, Saxonum optimus et a rege secundus, gener quondam regis, tunc vero affinitate coniunctus, eo tempore procurabat Saxoniam, ne qua hostium interim irruptio accidisset, nutriensque iuniorem Heinricum secum tenuit.» Bibliotheca Augustana.
^ Holmes, George (1988): The Oxford Illustrated History of Medieval Europe, London, ss.106
^ Holland T. (2009): Millennium. London. Abacus. ss. 59.

Titler som regent
Otto den Store Liudolfingerne Født: 23. november 912 Død: 7. maj 973
Ubesat Forrige indehaver af titlen: Berengar 1.	Tysk-romersk kejser 962–973 med Otto 2. (967–973)	Efterfølgende: Otto 2.
Foregående: Henrik 1.	Tysk konge 936–973 med Otto 2. (961–973)	Efterfølgende: Otto 2.
Foregående: Henrik 1.	Hertug af Sachsen (som Otto 2.) 936–973	Efterfølgende: Bernhard 1.

[1] Widukind af Corvey: Res gestae saxonicum, Bog 2, kapitel 2: «duces vero ministrabant. Lothariorum dux Isilberhtus, ad cuius potestatem locus ille pertinebat, omnia procurabat; Evurhardus mensae preerat, Herimannus Franco pincernis, Arnulfus equestri ordini et eligendis locandisque castris preerat; Sigifridus vero, Saxonum optimus et a rege secundus, gener quondam regis, tunc vero affinitate coniunctus, eo tempore procurabat Saxoniam, ne qua hostium interim irruptio accidisset, nutriensque iuniorem Heinricum secum tenuit.» Bibliotheca Augustana.

[2] Holmes, George (1988): The Oxford Illustrated History of Medieval Europe, London, ss.106

[3] Holland T. (2009): Millennium. London. Abacus. ss. 59.

[1]