plantegeografi

Plantegeografi. Planter i slægten Nigella fra forskellige øer i det ægæiske område.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Plantegeografi. Eksperimentel undersøgelse af differentieringsmønstre i det ægæiske område. I en artsgruppe i slægten Nigella er planter fra den centralt beliggende ø Naxos blevet krydset med planter fra de andre lokaliteter, der er angivet på kortet. Tallene viser pollenfertiliteten hos hybriderne og kan siges at være et mål for graden af genetisk lighed mellem forældrene. Værdier under ca. 50% betyder, at planterne næsten ikke kan danne frø og således i praksis er sterile. Bemærk, at populationer fra forskellige øer i den centrale øgruppe (Kykladerne) kan danne fertile hybrider med hinanden, mens der er sterilitetsbarrierer mellem planter fra Kykladerne og det græske fastland og mellem Kykladerne og de østægæiske øer. AStr

.
Licens: Begrænset anvendelse

Plantegeografi. Udbredelsen af tre arter, der demonstrerer plantegeografiske grænser i Grækenland. Orientalsk avnbøg forekommer fra Italien til Kaukasus; i Grækenland er den knyttet til fastlandet og nogle af de nordligste øer, hvor floraen har et kontinentalt præg. Nigella doerfleri er endemisk i det central- og sydægæiske område (Kykladerne og Kreta). Dianthus elegans forekommer på de østægæiske øer og i tilgrænsende dele af det vestlige Anatolien. Den plantegeografiske grænse mellem Europa og Asien kan siges at ligge mellem Kykladerne og de østægæiske øer; den kaldes Rechingers linje og svarer til en dybhavsarm, der blev dannet i slutningen af tertiærperioden.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Plantegeografi. De tropiske lavlandsskove findes i et plantebælte op til 15° nord og syd for ækvator i områder med høj temperatur og nedbør, der er fordelt på hele året. Subtropiske regnskove og bjergregnskove findes i tropernes randområder eller i tropiske bjerge. Omkring vendekredsene og især nord for Krebsens vendekreds findes en markant zone med busk- og græssteppe eller ørken. I de tempererede egne findes på de lavere breddegrader et bælte domineret af nåleskov. Ved breddegrader over 60-70° afløses det af arktisk vegetation og isdækket land. Kortet viser også de vigtigste florariger: Holarktis (de tempererede og kolde områder på den nordlige halvkugle), Neotropis (de tropiske områder i Syd- og Mellemamerika), Palæotropis (den gamle verdens troper), Australis (Australien og Tasmanien), Capensis (Kaplandet i SV-Afrika) og Antarktis (det antarktiske kontinent, de subantarktiske øer og sydspidsen af Sydamerika). Den holarktiske flora er forholdsvis ensartet, mens de tropiske floraer generelt er artsrigere og har en større grad af regional opdeling.

.
Licens: Begrænset anvendelse
.
Licens: Begrænset anvendelse

Plantegeografi, studiet af planternes udbredelse og årsagerne hertil. I floristisk plantegeografi interesserer man sig for de enkelte arter, hvis udbredelse kortlægges og tolkes med udgangspunkt i nuværende betingelser (klima, jordbund mv.) og historiske faktorer (spredning, evolution, palæogeografiske forhold etc.). I Skandinavien er hele floraen indvandret efter istiden, muligvis med undtagelse af en mindre gruppe arter, der kan have "overvintret" i isfri områder i Vest- og Nordnorge. Bl.a. ved hjælp af pollenanalyse har man i flere tilfælde kunnet kortlægge arternes indvandringshistorie; fx er det påvist, at rødgranen er indvandret fra Rusland og Finland efter den sidste istid, for ca. 10.000 år siden, og har spredt sig sydpå til en naturlig sydgrænse i det nordlige Skåne.

Baseret på ligheder og forskelle i den floristiske sammensætning inddeles Jorden traditionelt i seks florariger: Holarktis, Neotropis, Paleotropis, Australis, Capensis og Antarktis. I økologisk plantegeografi studerer man udbredelsen af plantesamfund og vegetationstyper. Løvfældende skov forekommer fx i tre forskellige områder på den nordlige halvkugle: i det østlige USA, i Vest- og Centraleuropa og i Kina-Japan; der er stort set tale om forskellige træarter, men ofte tilhørende de samme slægter. En "mediterran" vegetationstype domineret af stedsegrønne buske forekommer i fem vidt adskilte områder: omkring Middelhavet, i Californien, centrale Chile, Kaplandet og SV-Australien; lignende klimatiske forhold med vinterregn og sommertørke har her ført til udvikling af vegetationstyper, der overfladisk ligner hinanden, men har meget forskellig floristisk sammensætning; se også klima- og plantebælter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.