Haakon 7. af Norge

Haakon 7.
Valgsprog: Alt for Norge
Konge af Norge
Kroning	22. juni 1906 Nidarosdomen, Trondheim
Regerede	18. november 1905 – 21. september 1957 (51 år og 307 dage)
Forgænger	Oscar 2.
Efterfølger	Olav 5.
Ægtefælle	Maud af Storbritannien (g. 1896)
Børn	Olav 5., Konge af Norge
Fulde navn	Christian Frederik Carl Georg Valdemar Axel
Hus	Huset Glücksborg
Far	Frederik 8. af Danmark
Mor	Louise af Sverige-Norge
Født	3. august 1872(1872-08-03) Charlottenlund Slot nær København
Død	21. september 1957 (85 år) Det Kongelige Slott, Oslo
Hvilested	1. oktober 1957 Akershus Slot, Oslo
Signatur
Religion	Lutheransk
v d r

Ridder af Elefantordenen 1890

Haakon 7. (født Christian Frederik Carl Georg Valdemar Axel; 3. august 1872 – 21. september 1957) var Norges konge fra 1905 til 1957. Han blev valgt til Norges Konge ved en folkeafstemning efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905.

Han var den næstældste søn af kong Frederik 8. af Danmark og var kendt som Prins Carl, før han i forbindelse med sin tronbestigelse tog det norske kongenavn Haakon. Han var ældste bror til kong Christian 10. af Danmark, hans storebror. Farfaren var kong Christian 9. af Danmark, mens morfaren var kong Karl 4. af Norge (Karl 15. af Sverige).

Som norsk konge regerede Kong Haakon strengt konstitutionelt og vandt ved sin tilslutning til demokratiet det norske folks tillid. Under 2. verdenskrig, hvor kong Haakon var i eksil i London fra 1940 til 1945, blev kongen og kongefamilien et vigtigt symbol på norsk modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Kong Haakon var gift med sin kusine Maud af Storbritannien. Han blev efterfulgt som konge af deres eneste barn, Olav 5.

Prins Carl blev født den 3. august 1872 på Charlottenlund Slot nord for København i sin farfar Kong Christian 9.s regeringstid.^[1] Hans far var Kronprins Frederik af Danmark (den senere Kong Frederik 8.), der var ældste søn af Kong Christian 9. og Dronning Louise. Hans mor var Kronprinsesse Louise (den senere Dronning Louise), der var den eneste datter af Kong Karl 15. af Sverige, som tillige var konge af Norge som Karl 4.^[2] Han blev døbt den 7. september 1872 af Sjællands biskop Hans Lassen Martensen på Charlottenlund Slot med navnene Christian Frederik Carl Georg Valdemar Axel men var kendt under navnet Carl, der også var navnet på hans morfar. Prins Carl havde en ældre bror, Christian (den senere Christian 10. af Danmark), og seks yngre søskende. Ved sin fødsel var han således nummer tre i tronfølgen til den danske trone efter sin far og storebror, dog uden egentlig udsigt til at arve tronen.

Prins Carl voksede op med sine søskende i forældrenes residenspalæ, Frederik VIII's Palæ på Amalienborg i København, og i familiens sommerresidens Charlottenlund Slot nord for København. Kronprinsparrets børn blev opdraget af deres mor, hvad der var usædvanligt for tiden, hvor opdragelsen af kongelige børn som regel blev varetaget af guvernanter. Under deres mors opsyn modtog kronprinsparrets børn en forholdsvis streng kristent domineret opdragelse, som lagde vægt på nøjsomhed, pligtopfyldelse, regelmæssighed, flid og orden.^[3] Prins Carl havde et særligt tæt forhold til sin mindre end to år ældre storebror, Prins Christian, og de to prinser blev konfirmeret sammen i Christiansborg Slotskirke i 1887.

Som en yngre søn i kongefamilien var det forventet, at han fik en karriere inden for militæret. Han blev uddannet til søofficer på Søofficersskolen i København fra 1889 til 1893. Fra 1893 og frem til sin udnævnelse til norsk konge i 1905 gjorde han tjeneste i Den Kongelige Danske Marine, fra 1893 som sekondløjtnant og blev i 1896 forfremmet til premierløjtnant. I denne periode deltog han i flere sejltogter, blandt andet i 1904–1905 med krydseren Heimdal til Middelhavet og Atlanterhavet.^[4][5] I 1905 blev han udnævnt til admiral.^[1]

Den 28. oktober 1895 forlovede Prins Carl sig 23 år gammel med sin tre år ældre kusine Prinsesse Maud af Wales. Hun var den yngste datter af den britiske tronfølger, den senere Kong Edvard 7. af Storbritannien, og Prins Carls faster Alexandra af Danmark, den senere Dronning Alexandra. Brylluppet fandt sted den 22. juli 1896 i Det Private Kapel på Buckingham Palace i London og blev overværet af brudens farmor, den 77-årige Dronning Victoria af Storbritannien.

Efter deres bryllup bosatte parret sig i København, hvor Prins Carl fortsatte sin karriere som søofficer. De fik bolig i Bernstorffs Palæ i Bredgade i København, og Prins Edvard og Prinsesse Alexandra af Wales gav desuden deres datter og svigersøn Appleton House, et hus under godset Sandringham i Norfolk, i bryllupsgave. Prinsesse Maud kedede sig i København og led af hjemve, og parret opholdt sig ofte både i Danmark og England.^[6]

Deres eneste barn, Prins Alexander (den senere kong Olav 5.), blev født den 2. juli 1903 på Appleton House under et af prinsesse Mauds ophold i England.

Efter flere år med uenigheder mellem Norge og Sverige om flere forhold blev unionen mellem Norge og Sverige, der havde eksisteret siden 1814, opløst i 1905. Den 7. juni 1905 opsagde Stortinget ensidigt unionen, hvorefter det norske folk ved en folkeafstemning den 13. august ligeledes stemte for unionens opløsning. Efter flere ugers forhandlinger, anerkendte Sverige opløsningen af unionen i Karlstad-konventionen af den 23. september, der blev formidlet af de europæiske stormagter, og hvis bestemmelser omfattede fuld anerkendelse af Norges uafhængighed og den svenske kong Oskar 2.'s abdikation fra den norske trone. En måned senere blev unionen formelt opløst, da kong Oskar 2. den 26. oktober underskrev dokumenterne, der anerkendte Norge som en selvstændig stat, og abdicerede som norsk konge senere samme dag.

Efterfølgende udpegede en komité nedsat af den norske regering flere prinser fra europæiske kongehuse som kandidater til den nu ledige norske trone. Regeringen regnede med, at et tilbud om at gøre kong Oskar 2.'s søn prins Carl af Sverige til norsk konge ville blive afslået fra svensk side, hvilket det også blev. Dermed var vejen banet til at gøre den danske prins Carl til konge af Norge. Prins Carl forlangte dog en folkeafstemning for at sikre sig, at den norske befolkning ønskede hans kandidatur. Dette var ikke nødvendigvis i regeringens interesse, men den gik med til det. Denne Folkeafstemning om Prins Carl af Danmark som norsk konge blev holdt den 12. og 13. november, og resultatet viste et klart flertal for regeringens ønske om at tilbyde tronen til prins Carl. Herefter blev prins Carl enstemmigt valgt af Stortinget til Norges konge den 18. november 1905, og Stortingets præsident Carl Berner sendte samme dag en formel forespørgsel til prins Carl, om han ønskede at blive norsk konge. Prins Carl modtog valget samme aften, efter hans bedstefar Christian 9. havde givet sit samtykke, og kundgjorde i et 55 ord langt telegram fra København til Stortingets præsident, at han tillagde sig det gamle norske kongenavn Haakon, mens sønnen Alexander fik navnet Olav.

Om formiddagen den 20. november samlede der sig en stor folkemængde uden for kong Haakon og dronning Mauds bolig i Bernstorffs Palæ i Bredgade. De fremmødte hilste på kongeparret, da de viste sig i vinduet, og sang Ja, vi elsker dette landet. Senere samme dag modtog kong Christian 9. en delegation fra Stortinget i audiens i Christian VII's Palæ på Amalienborg. Delegationen overbragte budskabet om, at kongens sønnesøn var valgt som Norges konge, mens Christian 9. udtrykte sit samtykke til valget af prins Carl. Delegationens ordfører, stortingspræsident Berner, overbragte en hilsen og lykønskning fra det norske folk, og udtalte folkets ønsker om et lykkelig samarbejde. Kong Haakon svarede følgende:

	Hr. Storthingspræsident, mine Herrer. Den første Hilsen fra Repræsentanterne for det norske Folk, som ved sin enstemmige Storthingsbeslutning den 18. November har valgt mig til sin Konge, har rørt mig dybt. Folket har herved vist mig en Tillid, som jeg forstaar at paaskjønne, og som jeg haaber stadig maa voxe sig stærkere, efterhaanden som det lærer min Hustru og mig at kjende. Som det vil være Dem, mine Herrer, bekjendt, var det paa mit Forlangende, at den netop afsluttede Folkeafstemning fandt Sted. Jeg vilde have Sikkerhed for, at det var et Folk og ikke et Parti, som ønskede mig til Konge, da min Opgave fremfor alt bør være at samle, ikke splitte. Mit Liv vil jeg hellige Norges Vel, og det er min Hustrus og mit inderlige Ønske, at det Folk, der har valgt os, vil enigt samarbeide og stræbe frem imod dette store Maal, og med fuld Fortrøstning kan jeg da som mit Valgsprog tage: ALT FOR NORGE[7]

Den 23. november forlod kong Haakon og hans familie København om bord på det danske kongeskib, hjuldamperen Dannebrog. Afrejsen fra København blev dokumenteret i filmen Kong Haakons Afrejse. To dage senere, den 25. november, ankom han til Norge, hvor han ved Oscarsborg fæstning ud for den lille by Drøbak ved Oslofjorden byttede skib til det norske orlogsfartøj Heimdal. Det sejlede kongen den sidste del af strækningen fra Drøbak til Kristiania, hvor han blev budt velkommen af statsminister Christian Michelsen på havnen.

På dækket af Heimdal holdt statsministeren følgende tale til kongen:

	I snart 600 år har det norske folk ikke hatt sin egen konge. Aldri har han helt vært vår egen. Alltid har vi måttet dele ham med andre. Aldri har han hatt sitt hjem iblant oss. Men der hvor hjemmet er, der blir også fedrelandet. I dag er det annerledes. I dag kommer Norges unge konge for å bygge sitt fremtidige hjem i Norges hovedstad. Kåret av et fritt folk til som fri mann å gå i spissen for sitt land skal han bli helt vår egen. Atter skal nordmennenes konge bli det sterke, samlende merke for all nasjonal gjerning i det nye, selvstendige Norge...[8]

To dage senere, den 27. november, aflagde kongen i Stortinget ed på Norges grundlov som norsk konge.

Den 22. juni 1906 blev Kong Haakon og Dronning Maud salvet og kronet af Trondhjems biskop Vilhelm Andreas Wexelsen ved en højtidelig ceremoni i Nidarosdomen i Trondhjem. Kroningen fandt sted i overensstemmelse med bestemmelserne i Norges grundlov, men mange norske statsmænd betragtede kroningsritualet som "udemokratisk og arkaisk". Kroningsparagraffen blev slettet fra Norges grundlov i 1908, og selvom en kroning ikke er udtrykkeligt forbudt i henhold til gældende norsk lovgivning, blev dette den sidste kroning af en norsk monark. I forbindelse med kroningen foretog kongeparret en omfattende kroningsrejse gennem Norge.

Kongeparret flyttede ind på Kongeslottet i Oslo. Kong Haakon var den første norske monark, der boede permanent på slottet, og slottet blev derfor sat i stand i to år, før han, Dronning Maud og Kronprins Olav kunne flytte ind. Mens kongeslottet blev renoveret, boede kongen og dronning Maud deres første år i Norge på Bygdøy kongsgård i Oslo, som de efterfølgende fortsatte med at anvende som sommerresidens.^[9] Efter kroningen modtog Kong Haakon og Dronning Maud også i 1906 ejendommen Kongesæteren på Voksenkollen i Oslo som en gave fra det norske folk.^[9]

Som konge bestræbte Haakon sig på at omdefinere kongehusets rolle i det egalitært orienterede Norge og finde en balance mellem den uformelle norske omgangsform og monarkiets behov for formel repræsentation. Selv om Norges grundlov formelt indebar en ret betydelig magt til kongen, regerede Kong Haakon strengt konstitutionelt og vandt ved sin tilslutning til demokratiet det norske folks tillid. Han foretog omfattende rejser gennem Norge og deltog i de nordiske kongemøder i Malmö i 1914 og Oslo i 1917.

Kong Haakon blev enkemand, da Dronning Maud døde den 20. november 1938 af hjertesvigt i London nogle dage før sin 69-års fødselsdag og tre dage efter en operation.

Norge under 2. verdenskrig
Vigtige begivenheder
Altmark-affæren Weserübung Angrebet på Norge Elverum-fuldmagten Midtskogen Vinjesvingen Besættelse og Modstand Lejre Shoah Telavåg Festung Norwegen Deportationen af de norske jøder Sovjetfangerne i Norge Tungt vand-sabotagen Retsopgøret
Personer
Haakon 7. Nygaardsvold CJ Hambro CG Fleischer Otto Ruge Jens Chr. Hauge
Quisling Jonas Lie Josef Terboven Wilhelm Rediess ' von Falkenhorst
Organisationer
Milorg XU Linge Oslogjengen Nortraship
Nasjonal Samling Statspolitiet i Norge Rinnanbanden
Modstand      Tyskvenlige
v d r

Da Tyskland invaderede Danmark og Norge den 9. april 1940, blev den norske regering og Kong Haakon VII selv præsenteret for et ultimatum: At vælge mellem fuld overgivelse eller krig. De valgte at afvise de tyske krav og greb til våben mod besætterne. Under 2. verdenskrig fra 7. juni 1940 til 1945 var kong Haakon i eksil i London. Kongen og kongefamilien blev et vigtigt symbol på norsk modstand mod den tyske besættelsesmagt.^[10] Efter Tysklands kapitulation den 8. maj 1945 vendte kongefamilien og eksilregeringen tilbage til Norge i løbet af maj og juni samme år.

De politiske opgaver, som Haakon havde påtaget sig under krigen, fortsatte han ikke efter sin hjemkomst men indskrænkede sig til sine forfatningsmæssige pligter som statsoverhoved. I sensommeren 1945 tog han på en omfattende rejse rundt i Norge for at besigtige krigsskaderne og trøste befolkningen. På grund af sin rolle under krigen samt sin personlige integritet blev Kong Haakon betragtet som den højeste moralske autoritet i landet og nød stor agtelse i alle befolkningsklasser.

Kong Haakon 7. døde på Kongeslottet i Oslo den 21. september 1957 efter at have regeret Norge i mere end 50 år. Hans ligtog den 1. oktober 1957 blev fulgt af en stor menneskemængde. Kongen blev gravsat i Det Kongelige Mausoleum i Akershus Slot ved siden af Dronning Maud. Han blev efterfulgt som konge af sin søn Olav, der besteg tronen som Olav 5.

Kong Haakon VII Hav ved Antarktis er opkaldt efter Kong Haakon, ligesom hele plateauet rundt om Sydpolen blev døbt Kong Haakon VII Vidde af Roald Amundsen, da han i 1911 blev den første til nå frem til Sydpolen (i dag kaldet Det Antarktiske Plateau). I 1914 blev Haakon County i den amerikanske delstat South Dakota opkaldt efter kongen.

• Harry & Charles – en norsk historisk drama-TV-serie fra 2009, hvor Prins Carl spilles af den dansk-svenske skuespiller Jakob Cedergren.^[11]
• Kongens valg (norsk: Kongens nei) – en norsk biografisk film fra 2016, som er co-produceret af Nordisk Film, hvor kongen spilles af den danske skuespiller Jesper Christensen.^[12]
• Atlantic Crossing – en norsk historisk drama-TV-serie fra 2020, hvor kongen spilles af den danske skuespiller Søren Pilmark.^[13]

Af Guds Nåde Norges Konge

• 7. september 1872 – 18. november 1905: Hans Kongelige Højhed Prins Carl til Danmark
• 18. november 1905 – 21. september 1957: Hans Majestæt Haakon VII, Norges Konge

•  Danmark: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1890)
•  Danmark: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.) (1912)
•  Finland: Storkors af Finlands Hvide Roses Orden
•  Island: Storkors med kæde af Den Islandske Falkeorden
•  Storbritannien: Ridder af Hosebåndsordenen (1906)^[14]
•  Sverige: Ridder af Serafimerordenen (S.Sph.) (1893)

Karl Anton August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck

Frederik Karl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck

Frederikke af Dohna-Schlobitten

Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg

Karl Leopold af Schlieben

Frederikke af Schlieben

Marie Eleanore af Lehndorf

Christian 9. af Danmark

Frederik 2. af Hessen-Kassel

Carl af Hessen

Marie af Storbritannien

Louise Karoline af Hessen-Kassel

Frederik 5. af Danmark og Norge

Louise af Danmark og Norge

Louise af Storbritannien

Frederik 8. af Danmark

Frederik 2. af Hessen-Kassel

Frederik 3. af Hessen-Kassel

Marie af Storbritannien

Vilhelm 10. af Hessen-Kassel

Karl Wilhelm af Nassau-Usingen

Karoline Polyxene af Nassau-Usingen

Karoline Felizitas af Leiningen-Dagsburg

Louise af Hessen

Frederik 5. af Danmark og Norge

Arveprins Frederik af Danmark og Norge

Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel

Louise Charlotte af Danmark og Norge

Ludvig af Mecklenburg-Schwerin

Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin

Charlotte Sophie af Sachsen-Coburg-Saalfeld

Haakon 7.

Henri Bernadotte

Karl 14. Johan af Sverige og Norge

Jeanne St. Jean

Oscar 1. af Sverige og Norge

François Clary

Desideria af Sverige

Françoise Rose Somis

Karl 15. af Sverige og Norge

Alexandre de Beauharnais

Eugène de Beauharnais

Joséphine de Beauharnais, kejserinde af Frankrig

Josefine af Leuchtenberg

Maximilian 1. Joseph af Bayern

Augusta af Bayern

Auguste Wilhelmine af Hessen-Darmstadt

Louise af Sverige-Norge

Vilhelm 5. af Oranien

Vilhelm 1. af Nederlandene

Vilhelmine af Preussen

Prins Frederik Karl af Nederlandene

Frederik Vilhelm 2. af Preussen

Wilhelmine af Preussen

Frederika Louisa af Hessen-Darmstadt

Louise af Nederlandene

Frederik Vilhelm 2. af Preussen

Frederik Vilhelm 3. af Preussen

Frederika Louisa af Hessen-Darmstadt

Louise af Preussen

Karl 2. af Mecklenburg-Strelitz

Louise af Mecklenburg-Strelitz

Friederike af Hessen-Darmstadt

Ser man på Haakon VII's (prins Carls) forfædre, vil man se et eksempel på, hvor nært sammenknyttede gennem forskellige ægteskabsforbindelser, at kongehusene i Danmark, Norge og Sverige var, men i modsætning til Danmark, hvor alle kongerne (pånær en enkelt) kan føre deres slægtsrække direkte tilbage til kongerne fra det 10. århundrede (Hardeknud, Gorm den Gamle og Svend Tveskæg), så tegner den norske og den svenske kongerække et meget mere broget billede, hvor ikke nødvendigvis alle kongerne nedstammer fra forgængerne, og hvor der gennem tiden har været tale om mange forskellige slægter, der har styret disse to lande. Ikke desto mindre kan man dog i Haakon VII's stamtræ finde adskillige linjer, der går hele vejen tilbage til såvel nogle af de ældste kendte danske konger som til den første konge, der samlede Norge til én nation, Harald Hårfager. Her præsenteres én linje fra Haakons mødrene side, der gennem mange forskellige led og ca. 40 generationer går tilbage til nogle af såvel middelalderens som vikingetidens norske og danske konger:

Eksempel på slægtslinje mellem kong Haakon VII og tidligere norske og danske konger

1. Harald, danernes konge (- 754 -)
2. N.N.
3. Harald Klak, konge af Danmark og Viken (812 – 813, 819 – 823 & 826 – 827)
4. Thyrni Haraldsdatter
5. Ragnhild Sigurdsdatter, d. ca. 858
6. Harald Hårfager, 1. konge af Norge, ca. 850-931/32
7. Ålof Årbot Haraldsdatter
8. Bergljot Toresdatter
9. Håkon jarl, regent af Norge, ca. 935-995
10. Erik Håkonsson Ladejarl, 957-1024
11. Håkon Eriksson Jarl, ca. 998 - ca. 1029
12. Bodil Håkonsdatter
13. Thrugot Ulfsen Fagerskind, d. ca. 1070
14. Dronning Bodil, ca. 1056-1103
15. Knud Lavard, ca. 1096-1131
16. Valdemar den Store af Danmark, 1131-1182
17. Valdemar Sejr af Danmark, 1170-1241
18. Erik Plovpenning af Danmark, 1216-1250
19. Ingeborg af Danmark, ca. 1244-1287
20. Håkon 5. af Norge, 1270-1319
21. Ingeborg af Norge, 1301-1360/64
22. Eufemia Eriksdatter af Sverige, 1317-1370
23. Ingeborg af Mecklenburg-Schwerin, 1344/45-1395
24. Gerhard 6. af Holsten, ca. 1367-1404
25. Hedevig af Holsten, ca. 1400 - ca. 1436
26. Christian I af Danmark, Norge og Sverige, 1426-1481
27. Frederik I af Danmark og Norge, 1471-1533
28. Christian III af Danmark og Norge, 1503-1559
29. Frederik II af Danmark og Norge, 1534-1588
30. Augusta af Danmark og Norge, 1580-1639
31. Hedvig af Slesvig-Holsten-Gottorp, 1603-1657
32. Christian August af Pfalz-Sulzbach, 1622-1708
33. Theodor Eustach, pfalzgreve af Pfalz-Sulzbach, 1659-1732
34. Joseph Karl af Pfalz-Sulzbach, 1694-1729
35. Maria Franziska af Pfalz-Sulzbach, 1724-1794
36. Maximilian 1. Joseph af Bayern, 1756-1825
37. Augusta af Bayern, 1788-1851
38. Josefine, dronning af Norge og Sverige, 1807-1876
39. Karl 4. af Norge og Sverige, 1826-1872
40. Lovise af Norge og Sverige, dronning af Danmark, 1851-1926
41. Haakon 7. af Norge, 1872-1957

• Norges historie
• Norges regenter
• Det norske kongehus

• Bomann-Larsen, Tor (2004). Haakon og Maud I/Kongstanken (norsk). Oslo: Cappelen. ISBN 82-02-22527-2.
• Bomann-Larsen, Tor (2004). Haakon og Maud II/Folket (norsk). Oslo: Cappelen. ISBN 978-82-02-22529-2.
• Bomann-Larsen, Tor (2006). Haakon og Maud III/Vintertronen (norsk). Oslo: Cappelen. ISBN 978-82-02-24665-5.
• Bramsen, Bo (1992). Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt (2. udgave). København: Forum. ISBN 87-553-1843-6.
• Engelstoft, Povl (1935). "Haakon VII." (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 8 (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 541-542.
• Grimnes, Ole Kristian (2001). "Haakon 7.". I Arntzen, Jon Gunnar (red.). Norsk Biografisk Leksikon. Vol. 4 (2. udgave). Oslo: Kunnskapsforlaget.
• Lerche, Anna; Mandal, Marcus (2003). En Kongelig Familie : historien om Christian 9. og hans europæiske efterslægt. København: Aschehoug. ISBN 8715106845.
• Olden-Jørgensen, Sebastian (2003). Prinsessen og det hele kongerige. Christian IX og det glücksborgske kongehus. København: Gad. ISBN 8712040517.

• Haakon 7. af Norge på gravsted.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Haakon 7. af Norge
• Kongehuset.no om Kong Haakon
• NRK Skole: "Kongens 17. majs-tale" fra Tromsø radio, 17. maj 1940

Haakon 7. Huset Glücksborg Sidelinje af Huset Oldenborg Født: 3. august 1872 Død: 21. september 1957
Foregående: Oscar 2.	Konge af Norge 1905 – 1957	Efterfølgende: Olav 5.