Prinsesse Ingeborg af Danmark
Ingeborg af Danmark | |
---|---|
Prinsesse af Sverige | |
Ægtefælle | Prins Carl af Sverige (g. 1897) |
Børn | |
Fulde navn | Ingeborg Charlotte Caroline Frederikke Louise |
Hus | Huset Glücksborg |
Far | Frederik 8. |
Mor | Louise af Sverige-Norge |
Født | 2. august 1878 Charlottenlund Slot, Charlottenlund, Danmark |
Død | 12. marts 1958 (79 år) Stockholm, Sverige |
Hvilested | Kungliga begravningsplatsen, Solna, Sverige |
Prinsesse Ingeborg af Danmark (Ingeborg Charlotte Caroline Frederikke Louise født 2. august 1878 i København, død 12. marts 1958 i Stockholm) var en dansk prinsesse, der blev svensk-norsk prinsesse og hertuginde af Västergötland gennem sit ægteskab med Prins Carl af Sverige.
Ingeborg var datter af Kong Frederik 8. og Dronning Louise af Danmark og voksede op i København som dansk prinsesse. I 1897 blev hun gift med sin mors fætter Prins Carl af Sverige, en yngre søn af Kong Oscar 2. af Sverige, og tilbragte herefter resten af sit liv i Sverige.
Hun var blandt andet mor til Kronprinsesse Märtha af Norge og Dronning Astrid af Belgien.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Fødsel og opvækst
[redigér | rediger kildetekst]Prinsesse Ingeborg blev født den 2. august 1878 på sine forældres sommerresidens Charlottenlund Slot nord for København i sin bedstefar Kong Christian 9.'s regeringstid.[1] Hun var det femte barn og den anden datter af Kronprins Frederik (den senere Frederik 8.) og Kronprinsesse Louise af Danmark (den senere Dronning Louise).[2] Hendes far var den ældste søn af Kong Christian 9. og Dronning Louise af Danmark, mens hendes mor var den eneste datter af Kong Karl 15. og Dronning Louise af Sverige og Norge. Hun blev døbt med navnene Ingeborg Charlotte Caroline Frederikke Louise[a] og var kendt som Prinsesse Ingeborg.[1]
Prinsesse Ingeborg havde to ældre brødre, Christian (den senere Christian 10. af Danmark), Carl (den senere Haakon 7. af Norge) og fem øvrige søskende.[2] Prinsesse Ingeborg voksede op med sine søskende i forældrenes residens i Frederik VIII's Palæ[b] på Amalienborg Slot og i sommerresidensen Charlottenlund Slot ved Øresund nord for København. Kronprinsparrets børn blev opdraget af deres mor, hvad der var usædvanligt for tiden, hvor opdragelsen af kongelige børn som regel blev varetaget af guvernanter. Under deres mors opsyn modtog kronprinsparrets børn en forholdsvis streng kristent domineret opdragelse, som lagde vægt på nøjsomhed, pligtopfyldelse, regelmæssighed, flid og orden.[4] Alligevel voksede Prinsesse Ingeborg op til at blive en venlig, ubekymret og slagfærdig ung kvinde.[5]
Forlovelse og ægteskab
[redigér | rediger kildetekst]I maj 1897 blev prinsesse Ingeborg 18 år gammel forlovet med sin mors fætter, den dobbelt så gamle prins Carl af Sverige, hertug af Västergötland, der var en yngre søn af kong Oscar 2. og dronning Sophie.[6] Det havde længe været en offentlig hemmelighed, at kronprinsesse Louise ønskede at få en af sine døtre gift med et medlem af det svenske kongehus, og det lykkedes således også at få arrangeret. I anledning af deres guldbryllup i 1947 indrømmede Prins Carl, at deres ægteskab var blevet helt og aldeles arrangeret af deres respektive fædre, og Prinsesse Ingeborg tilføjede selv: "Jeg giftede mig med en fuldstændig fremmed!"[7] Brylluppet blev fejret den 27. august 1897 i Christiansborg Slotskirke i København.[1] Blandt bryllupsgæsterne var medlemmer af de danske og svenske kongefamilier, samt brudens fastre, enkekejserinden af Rusland og fyrstinden af Wales.[8] Efter bryllupstaflet forlod det nygifte par slottet og gik om bord på det danske kongeskib, hjuldamperen Dannebrog, der tidligt næste morgen sejlede dem til Lübeck, hvorefter de tilbragte bryllupsrejsen i Tyskland.[8]
Selv om deres ægteskab var arrangeret, var forbindelsen i høj grad i overensstemmelse med det personlige ønske hos Prinsesse Ingeborg, der efter brylluppet udtalte: "Jeg har bedt til Gud i et helt år om at måtte få Carl."[9] Parret endte da også med et have lykkeligt ægteskab, og deres forhold blev beskrevet som harmonisk.[10] Der blev født fire børn i ægteskabet:
- Prinsesse Margaretha, senere prinsesse af Danmark (1899-1977) (gift med prins Aksel)
- Prinsesse Märtha, senere kronprinsesse af Norge (1901-1954)
- Prinsesse Astrid, senere dronning af Belgien (1905-1935)
- Prins Carl, hertug af Östergötland, senere prins Bernadotte (en belgisk titel) (1911-2003)
Senere liv
[redigér | rediger kildetekst]Prinsesse Ingeborg blev godt modtaget i Sverige, hvor ægteskabet mellem en dansk prinsesse og et medlem af den svenske kongefamilie blev godt modtaget, så meget desto mere fordi hun var barnebarn af den populære konge Karl 15.
Prinsesse Ingeborg og Prins Carl fik i de første år bolig i Arvefyrstens Palæ ved Gustaf Adolfs torg i Stockholm, og fra 1899 til 1908 i villaen Parkudden på Djurgården i Stockholm. Senere boede i Byströms villa ligeledes på Djurgården (også kaldet Prins Carls palats) frem til 1922, og derefter i en lejlighed på Hovslagargatan på Blasieholmen i Stockholm. Derudover havde de som sommerresidens fra ca. 1909 ejendommen Villa Fridhem nær Bråviken, en vig af Østersøen udenfor Norrköping i Östergötland, hvor børnebørnene fra Norge, Belgien og Danmark kunne lege sammen under opsyn af bedsteforældrene.
Prinsesse Ingeborg overlevede to af sine børn, Astrid og Märtha, og var en god støtte for familien ved begge dødsfald. Sorgen var derfor stor, da Ingeborg selv sov stille ind i 1958, 79 år gammel.
Titler, prædikater og æresbevisninger
[redigér | rediger kildetekst]Titler og prædikater fra fødsel til død
[redigér | rediger kildetekst]- 2. august 1878 – 27. august 1897: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Ingeborg af Danmark
- 27. august 1897 – 12. marts 1958: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Ingeborg af Sverige, Hertuginde af Västergötland
Dekorationer
[redigér | rediger kildetekst]Udenlandske dekorationer
[redigér | rediger kildetekst]- Sverige: Ridder af Serafimerordenen (S.Sph.) (1952)
Ægteskab og børn
[redigér | rediger kildetekst]Prinsesse Ingeborg giftede sig den 27. august 1897 i Christiansborg Slotskirke i København med Prins Carl af Sverige, tredje søn af Kong Oscar 2. af Sverige og Sophie af Nassau. De fik fire børn:[1]
Navn | Født | Død | Bemærkninger |
---|---|---|---|
Med Prins Carl af Sverige | |||
Prinsesse Margaretha | 25. juni 1899 | 4. januar 1977 | Gift 22. maj 1919 med Prins Axel af Danmark |
Prinsesse Märtha | 28. marts 1901 | 5. april 1954 | Gift 21. marts 1929 med Kronprins Olav af Norge |
Prinsesse Astrid | 17. november 1905 | 29. august 1935 | Gift 4. november (borgerligt) og 10. november (religiøst) 1926 med Kong Leopold 3. af Belgien |
Prins Carl (jr.) | 10. januar 1911 | 27. juni 2003 | Gift 1. gang (morg.) 6 juli 1937 med Grevinde Elsa von Rosen Gift 2. gang 1. november 1954 med Ann Lindner Larsson Gift 3. gang 8. juni 1978 med Kristine Rivelsrud |
Anetavle
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Senere på svensk: Ingeborg Charlotta Carolina Fredrika Lovisa[3]
- ^ Frederik VIII's Palæ er også kendt som Brockdorffs Palæ.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d Engelstoft 1937, s. 190.
- ^ a b Montgomery-Massingberd, Hugh, red. (1977). Burke's Royal Families of the World. Vol. 1. London, UK: Burke's Peerage Ltd. s. 71.
- ^ Amenius & 1973-1975, s. 3.
- ^ Bramsen 1992, s. 274.
- ^ Flantzer, Susan (3. februar 2015). "Princess Ingeborg of Denmark, Princess of Sweden". unofficialroyalty.com (engelsk). Hentet 3. september 2018.
- ^ Rotbain 2020.
- ^ Elgklou 1995.
- ^ a b "Princess Ingeborg of Sweden and Norway – Royal Wedding Gifts and Jewel Presents". royal-magazin.de (engelsk). Hentet 17. juli 2023.
- ^ Bramsen 1992, s. 353.
- ^ Bramsen 1992, s. 356.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Amenius, Ragnar: Ingeborg C C F L i Svenskt biografiskt lexikon (1973-1975)
- Bramsen, Bo (1992). Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt (2. udgave). København: Forum. ISBN 87-553-1843-6.
- Elgklou, Lars (1978). Bernadotte: historien - och historier - om en familj (svensk). Stockholm: Askild & Kärnekull. ISBN 9170088829.
- Elgklou, Lars (1995). Familjen Bernadotte. En kunglig släktkrönika (svensk). Stockholm: Fischer & Co. ISBN 9170547556.
- Engelstoft, Povl (1937). "Ingeborg" (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 11 (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 190.
- Lerche, Anna; Mandal, Marcus (2003). En Kongelig Familie : historien om Christian 9. og hans europæiske efterslægt. København: Aschehoug. ISBN 8715106845.
- Rotbain, Avigail (2020). "Ingeborg, prinsessa". I Sjöberg, Maria; Larsson, Lisbeth (red.). Svenskt kvinnobiografiskt lexikon (svensk).