Først fra midten af 1700-t. kom slaveri og slavehandel under angreb fra flere sider, fra kvækere og metodister og fra oplysningstidens filosoffer. Adam Smith tog i sit værk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations (1776) afstand fra slaveriet af økonomiske årsager, mens humanistiske eller religiøse argumenter dannede grundlag for The Abolition Society i Storbritannien, stiftet 1787, og bevægelsen Amis des noirs i Frankrig, stiftet 1788 (se abolitionisme). I spidsen for de britiske abolitionister stod William Wilberforce. Forslaget om forbud mod slavehandel vakte imidlertid voldsom modstand; store økonomiske interesser stod på spil både i Storbritannien, hvis skibe på dette tidspunkt håndterede mere end halvdelen af den amerikanske slaveimport, og i de britiske besiddelser i Vestindien.
Den danske finansminister Ernst Schimmelmann, hvis familie ejede ca. 1000 slaver i Dansk Vestindien, var stærkt påvirket af både de økonomiske og de humanistiske argumenter for en afskaffelse af slaveriet. Hans politik førte til, at Danmark som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803; dermed skulle plantageejerne tvinges til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv. Snart fulgte Storbritannien, USA og Frankrig med forbud gældende fra hhv. 1807, 1808 og 1817. Under pres fra først og fremmest Storbritannien gennemførtes tilsvarende forbud i andre stater med interesser i slavehandelen i løbet af de følgende årtier. Håndhævelsen af forbuddet var dog ofte lemfældig, og især Brasilien og den spanske besiddelse Cuba lukkede øjnene for den illegale slavehandel, der blev drevet af købmænd fra en række europæiske stater og fra Brasilien og Cuba. Man regner med, at mere end 2 mio. slaver eksporteredes fra Afrika endnu efter 1810; heraf blev ca. 200.000 beslaglagt af især britiske patruljefartøjer. Først omkring 1870 rapporteredes der sidste gang om slavetransporter.
Selve slaveriet ophævede Storbritannien i 1833 med virkning i de vestindiske kolonier fra 1834; Sverige fulgte i 1846, Frankrig i 1848, mens den danske generalguvernør Peter von Scholten i 1848 undlod at nedkæmpe et slaveoprør og på eget initiativ erklærede slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien. 1823-54 ophævedes slaveriet i de fleste af de nye spanskamerikanske stater, og i USA blev slaveri med den 13. forfatningstilføjelse i 1865 forbudt ved lov. I de spanske kolonier Puerto Rico og Cuba afskaffedes slaveriet først i hhv. 1872-73 og 1886; i Brasilien var der endnu i 1885 over 1 mio. slaver, og systemet blev først ophævet endegyldigt i 1888.
Slaveriets afskaffelse i Amerika i løbet af 1800-t. førte mange steder til etablering af et nyt arbejdssystem, der ved kontrakter bandt arbejderne til arbejdsstedet og fastholdt lave lønninger. Den sociale arv, som slaveriet har påført slavernes efterkommere, er baggrunden for en negativ selvopfattelse og konflikter mellem især sorte, hvide og mennesker af blandet herkomst mange steder i Latinamerika og særlig i Vestindien. I USA gik der omkring hundrede år, før reel politisk indflydelse var sikret for sorte amerikanere, og dybtgående konflikter, fx vedrørende positiv diskrimination, fastholder fortsat opmærksomheden på de mangeartede økonomiske og sociale skader, som slaveriet påførte den sorte befolkningsgruppe.
I Afrika blev den interne slavehandel bekæmpet forholdsvis hurtigt og effektivt, mens kolonimagterne var mere tilbageholdende med at gennemføre en lovgivning, der kunne stoppe slaveriet. Man frygtede, at det kunne medføre sociale forskydninger, økonomisk tilbagegang og politisk uro. En del af kolonimagternes store behov for billig arbejdskraft blev opfyldt af slaver, der blev leveret af afrikanske slaveejere til erstatning for det tvangsarbejde, de selv blev pålagt. Først i 1920'erne indførtes i de fleste kolonier effektiv lovgivning mod slaveri, men det er uvist, i hvor høj grad de tidligere slaver var i stand til at frigøre sig fra afhængigheden af deres tidligere ejere. Også i store dele af den muslimske verden fortsatte slaveriet op i 1900-t., men det internationale samarbejde har begrænset fænomenet i hele verden; i 1890 fik man en international traktat vendt mod slavehandel, og efter 1. Verdenskrig er kampen mod slaveri blevet ført gennem Folkenes Forbund og FN.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.